Arbejdede Snehvide sort?

Gad vide om Snehvides husholdningsarbejde for de 7 dværge var "sort"? Det var det nu nok, for det er jo et eventyr.

Gad vide om sort arbejde kan afskaffes i den barske, virkelige verden, udenfor eventyret? Det er straks mere tvivlsomt, hovedsagelig fordi den barske virkelige verden mangler eventyrets fantasi, kreativitet og tankemæssige grænseløshed. Det er ærlig talt noget ensporet, trummerumkedeligt og naivt at høre på synspunkterne i den "pludseligt" opståede debat om det sorte arbejde, som angiveligt koster det danske samfunds betalende skatteborgere godt 50 mia. om året. Kedeligt fordi det er de samme fronter der angriber de samme palisader fra hver sin side; dem der er socialt ansvarlige, retskafne og moralske fra den ene side og dem der er selviske, pragmatiske og smålumpne fra den anden. Naivt fordi indkomstskattepolitikken med sine langt over 50 pct. trodser alle grundlæggende psykologiske mekanismer hos arten homo sapiens. Nu har vi jo fået en ung, frisk Kristian Jensen på skatteministerposten og med ham en rimelig forventning om nye syn på samfundets behov for finansiering. Foreløbig tegner det ikke alt for godt, joh d.v.s. sige energien og lysten til initiativ fejler nok ikke noget. Han har vel en vis del af æren for at den "pludseligt" opståede debat om sort arbejde "pludseligt" er opstået. Men puh, hvor er det dog forstemmende, at løsningsforslagene nok engang kører i det traditionelle kontrolspor. Jehovah-agtige kampagner til moralsk oprustning. Nu skal vi gøre ikke blot udførelsen af sort arbejde ulovlig, men også bestilling af det. Samtidig med at alle denne kampagnes proselytter med blanke øjne forsikrer, at vi ikke skam ikke skal til at have et angiversamfund! At fjerne - eller blot markant formindske – sort arbejde kræver mildest talt en holdningsændring, en holdningsændring i samme størrelsesorden som det vil kræve at ændre folks fedme og rygevaner og hang til sex. Jamen det er da lykkedes i et vist omfang, det dér med rygning! Ved at sætte dødstrusler på tobakspakningerne. Og det er da vist også lykkedes nogle få virkeligt veldisciplinerede individer at overholde en slankekur og blive lettere. Ved en eller anden instruktions- motivations, vand & brød- disciplin-vejledning. Men de kedelige kendsgerninger er jo, at der stadigvæk ryges og ædes for meget og for usundt. Samfundet giver stadigt mere ud til at lappe på følgevirkningerne af livsstilen i form af kræft, hjerte-/karsygdomme og fedmebehandling. Og selvom det nok forholder sig med sex, som salig Groucho Marx sagde, at "det er kommet for at blive", er dagens sex blevet mere "cyber" end egentlig saftig kropslighed mellem to. Og fertiliteten har det tilmed dårligt. Nå, men det var jo ikke sex, rygning og fedme, det her handler om, men skat. Hvor er sammenhængen? Jo mennesket har nogle grundlæggende behov. Den mest velkendte beskrivelse af disse behov er inddelingen i de hierarkier, som en vis Abraham Maslow har belært os om. Blandt disse behov hører ikke lysten eller trangen til at betale mere end 50 pct. i skat. Og slet ikke af de penge du har tjent ved indkomst fra arbejde – hårdt eller ikke. Blandt disse behov hører heller ikke lysten eller trangen til at blive beluret, mistænkeliggjort, kigget i kortene eller kontrolleret. Jeg kender oprigtigt talt ikke den videnskabelige grænse for, hvornår det typiske menneske (hvis det findes?) føler den overtrådt ved krav om andel i hendes/hans arbejdsindsats. 10 pct. - såkaldt tiende – var nok til at bringe befolkningen i harnisk i 1400-tallet. De seneste 600 år har tydeligvis tæmmet os så meget, at vi tilsyneladende tåler over 50 pct. Uden at kny. I hvert fald så meget. Og slet ikke officielt. Men det er jo også tydeligt, at det kun er tilsyneladende. 50 milliarder i sort arbejde. Hér er der da virkelig tale om motivation! Det er da derfor helt glinsende ufatteligt, at denne motivationskraft ikke kan udnyttes kreativt og konstruktivt. Men der må være stærkere kræfter i den menneskelige natur, som forhindrer det, for der er gennem de seneste blot halvtreds år kommet flere synspunkter og forslag, som ikke er blevet gennemdebatteret endsige fulgt ordentligt til dørs. For at starte med et af de seneste, som egentlig ikke er særligt nytænkende, men afgjort praktisk og en dramatisk forenkling i forhold til dagens lappeværk. Peter Brøste, en angiveligt retskaffen og eftertænksom forretningsmand brugte for nogle år siden en del tid og noget af sin indkomst på sammen med kvalificerede, engagerede specialister, at producere en sober rapport om konsekvenserne af en fast bruttoskat på 40 pct. "Brøste-Rapporten" fik en stakket tid i medierne – og så siden hen næppe en lyd. Væk med den! Det var ellers en ret god idé. Af to indlysende årsager. Dels ville den forenkle udskrivningsgrundlaget, så alle – selv dem der er dårlige til tal – ville kunne forstå det, dels fordi statens provenu ville blive det samme – i værste fald. Svagheden – eller traditionaliteten - i dette forslag var dog stadig, at skatten skulle baseres på indkomst. Det er meget, meget vanskeligt at basere en skatteudskrivning på indkomst uden at skulle interessere sig meget, meget indgående for indkomstmodtagerens personlige forhold. Ofte i en sådan grad at det kan være både æres- og menneskerettighedskrænkende. Og ret beset er det vel de færreste indkomstmodtagere, der blot hober pengene op i en tank som onkel Joakim von And, og bader i dem? De fleste vil tjene dem for at bruge dem og vise at de bruger dem! Så det kunne jo også være, at man i højere grad skulle tænke på, hvad folk forbruger, i stedet for på hvad de tjener? Kortsigtet ved vi jo godt, at afgifter ikke er populære, slet ikke miljøafgifter. Men på den anden side er al snak om bæredygtighed helt afhængig af, at vi giver naturen det tilbage, som vi tager fra den. På den baggrund vil det være en helt konsekvent holdning, at skattegrundlaget selvfølgelig kun kan baseres på forbrug. Og dér er vi jo godt i gang allerede. Men hvor meget mere skal forbrugsafgifter over en bred, men socialt ansvarlig udvalgt kam, egentlig stige for at dække det nuværende provenu? Ja, jeg spørger, for jeg ved det ikke og ved faktisk heller ikke om nogen ved det? Det er jo nok en ultraliberal tanke som lyder giftigt i manges ører, men jeg synes det kunne være interessant at foretage en beregning og så starte en debat på dét grundlag. På en helt ren tavle. I sådan en proces kommer man uvægerligt hurtigt til den overvejelse, at den jord og de vande og have vi alle må bruge for at skaffe indkomst må være det objekt, der skal være grundlaget for et bæredygtigt samfundsbidrag. Jeg ved jo godt, at Henry Georges ideer hverken internationalt eller hér har fundet gehør. Det nu hensunkne Retsforbund havde en kort sceneoptræden i 50'erne via en karismatisk Viggo Starcke, men tankerne var ikke holdbare nok. I hvert fald ikke dengang. Måske fordi de ikke blev kommunikeret og markedsført godt nok, måske fordi timingen ikke var rigtig, måske fordi der rent faktisk vil være en hob praktiske problemer med at overvinde både de historiske og de psykologiske barrierer. Men ser vi på det faktiske billede af skatteudskrivningsgrundlaget i dag, er den såkaldte grundskyld jo en markant faktor i det samlede nationalbudget, men alligevel blot en "lap" i det samlede kludetæppe. Og vi fortsætter tilsyneladende, nærmest ufortrødent, at sætte nye lapper i tæppet med det resultat at helhedsbilledet bliver uharmonisk, uskønt, forvirrende og fremfor alt komplekst. Og netop kompleksiteten, mener jeg, føles som et endnu større åg end de 50-60 pct.. En nær ven til mig, flittig, dygtig, med godt job og høj arbejdsindkomst udtrykker det ofte på de sene timer således: "Jeg ved godt at jeg betaler to andre familiers underhold og tilværelse med den skat jeg betaler og det er sådan set i orden. Men jeg kunne sgu godt tænke mig at vide hvem de er, så de kunne sige tak til mig, bare en gang om året!" Jeg tror, at vi danskere har en høj grad af social ansvarlighed og en lyst til at bidrage til almenvellet, men at vi som alle andre gerne bedre vil forstå det grundlag, vi må bidrage med og måske få en bedre fornemmelse af, hvor vi hjælper. Den første grundlæggende forudsætning for at komme sort arbejde til livs er at vi tager fat i en kreativ samfundsdebat, som starter på en ren tavle, og giver plads til reel nytænkning og højloftet debat; som ikke starter med at gokke fantasifulde ideer ned og som ikke i løbet af et øjeblik indfiltres i traditionel, partipolitisk fnidder. Det egentlige problem er jo nok, at vi er bange for det enkle, gennemskuelige system. For i sådan et er det jo så svært at lave fiduser. Som f.eks. sort arbejde! Jo eventyrets Snehvide arbejdede nok sort for sine dværge. Endda nok vederlagsfrit og af et godt hjerte. Virkelighedens "Snehvide Rengøring ApS"'er fortsætter nok med at arbejde sort, indtil de enten bliver eventyrligt omvendte eller får et enkelt helhedssystem som de forstår bedre og ikke kan "lappe rundt i".