Værftsindustri

Arbejdet nedlagt på skibsværft

140 ansatte på Karstensens Skibsværft i Skagen nedlagde mandag arbejdet.

Sådan her ser de omdiskuterede boligcontainere ud. Der er plads til op mod 50 beboere. Arkivfoto: Henrik Louis Simonsen

Sådan her ser de omdiskuterede boligcontainere ud. Der er plads til op mod 50 beboere. Arkivfoto: Henrik Louis Simonsen

De ansatte blev ved arbejdsdagens start indladt til et informationsmøde, hvor direktør Knud Degn Karstensen forklarede baggrunden for, hvorfor han havde bortvist værftets fællestillidsmand. - Fællestillidsmanden har optrådt illoyalt over for virksomheden. Det er et tillidsbrud af en tillidsmand - og derfor er han bortvist, siger Knud Degn Karstensen. Fællestillidsmanden har ifølge direktøren sendt en mail til Frederikshavn Kommune, hvor han har gjort opmærksom på de boligcontainere, der var opsat på virksomheden. - Det er ganske enkelt et så stort tillidsbrud, at samarbejdet ikke kan fortsætte. Hvis man har en sag, man ønsker belyst, gør man det selvfølgelig i parløb med virksomhedens ledelse, siger Knud Degn Karstensen, Formanden for 3F, Morten Dahlberg erkender, at medlemmets fremgangsmåde kunne have været anderledes. - Han burde være gået direkte til ledelsen med problemet og meddelt dem, at såfremt der ikke skete videre i sagen, ville han gå til kommunen. - Men vi kommer jo ikke uden om, at det er virksomheden, der ikke har fejet for egen dør i første omgang, siger Morten Dahlberg. Sagen er nu endt hos hovedorganisationerne, og Morten Dahlberg forventer et mæglingsmøde, som kan føre frem til en genansættelse. De ansatte mødes her til morgen for at tage stilling til, om arbejdet skal genoptages.