Arbejdsbi satte gang i Understed

Understed Idrætsforening markerer 60 års jubilæum med fest-brag

UNDERSTED:En arbejdsbi fik for 60 år siden sat gang i fodboldspillet i Understed. Det var nu afdøde Henry Nielsen. Han besluttede, at byens skulle have en idrætsforening. Efter at han havde købt en fodbold og en pumpe, så Understed Idrætsforening dagens lys den19. juni 1944 - med Henry Nielsen som foreningens første formand. En post han bestred med stor dygtighed og entusiasme i en meget lang årrække. I den første tid samledes spillerne et par gange om ugen, og udgifterne blev betalt ved indsamlinger blandt deltagerne. Efter 25 år med Henry Nielsen som formand kom Ove Pape til. Også han bestred formandsposten i en årrække og efterfulgtes afBørge Strandhave, der efterhånden også har klaret formandshvervet i en årrække. Jubilæet vil blive markeret med et brag af en fest, der kommer til at strække sig over flere dage. Den 18. juni bliver der jubilæums-reception, og de følgende dage afvikles den årlige sommerfest.