EMNER

Arbejdsdag 2: En underskrift og tale

KØBENHAVN: Som bekendt forbyder den danske grundlov både censur, et hinduistisk kongehus og fideikommisgods. Derfor kan de 45 nyvalgte politikere, der i går indtrådte i Folketinget, godt holde op med at arbejde for samtlige tre ting. Straks efter Folketingets blåstempling af valgresultatet måtte de nemlig stille sig pænt i kø foran tre sorte mapper, der for tid og evighed vil opbevare deres underskrifter på, at de planlægger at overholde Grundloven til punkt og prikke. Kun Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen får et par ekstra dage i fri dressur. - Han har ringet og sagt, at han er sneet inde. Han bor vist ret langt ude på landet, forklarede specielkonsulent Mette Brask. - Det gør nu ikke den store forskel, for vi henvender os bare per brev. Det har vi i forvejen gjort med alle dem, der har siddet i Folketinget som suppleanter. Han går bare glip af ceremonien. Showet i går eftermiddag i sig selv var dog hurtigt overstået. Så hurtigt, at medlem af Folketingets præsidium Poul Nødgaard (DF) måtte løbe forvirret rundt med sit lille kamera for at fange datteren Karin Nødgaard (DF) med pennen i hånden. Han var en blandt mange. - Nu er du rigtigt medlem!, råbte familien til en midaldrende kvinde med et smil så bredt som Vandrehallen. Andre var ganske cool. Videnskabsminister Helge Sander (V) og formandsaspirant Helle Thorning-Schmidt (S) så ud, som om de aldrig havde bestilt andet end at signere forfatninger. Derefter serverede Folketinget champagne, mens formand Christian Mejdahl (V) formanede de unge om at passe på inventaret - hvorefter han lovede dem, at de både ville få det sjovt og spændende. Bare de overholder Grundloven, selvfølgelig, og holder sig fra fideikommisgods. Som for øvrigt betyder noget i retning af en ejendom, der tilhører en slægt.