Arbejdsdrenge på vej tilbage

Arbejdstilsynet har netop godkendt spillereglerne for en såkaldt trainee-ordning

KØBENHAVN:Fra nytår bliver det muligt for unge under 18 år at tage job som arbejdsdreng - eller trainee, som det hedder på nudansk - i jern- og metal-virksomheder. Arbejdsgiverorganisationen DS Håndværk og Industri og lønmodtagerne i Dansk Metal har gennem længere tid arbejdet for at genindføre begrebet arbejdsdreng - forstået på den måde, at en ung dreng eller pige ansættes i en virksomhed, så begge parter kan se hinanden lidt an. Og så kan det eventuelt ende i en lærlingekontrakt. Spilleregler Ordningen har dog ventet på Arbejdstilsynets godkendelse, fordi unge under 18 år blandt andet ikke må arbejde med maskiner. Men nu er godkendelsen i hus, og Arbejdstilsynet har sammensat en liste over, hvilke arbejdsopgaver de unge må udføre. Dermed er der et sæt spilleregler, som virksomhederne skal overholde, og blandt andet skal de unge deltage i et sikkerhedskursus. Uddannelseschef i DS Håndværk & Industri, Finn Kyed, siger, at der ikke er tale om, at man generelt ændrer på reglerne for unges arbejde. - Derfor skal virksomhederne registreres hos os, før de kan bruge ordningen, så Arbejdstilsynet ved, at virksomheden må have trainee's. Har virksomheden ikke tilladelsen, falder hammeren for overtrædelse af sikkerhedsreglerne naturligvis – og det kan blive meget dyrt, siger Finn Kyed. Integration Alle unge kan få glæde af den nye ordning, vurderer DS Håndværk & Industri. Og tidligere på året har integrationsminister Bertel Haarder (V) talt for ordningen, som kan være med til at bane vejen for, at unge med indvandrerbaggrund - men også andre unge, der ikke er bogligt stærke - tidligt kommer ind på arbejdsmarkedet. Ifølge arbejdsgiverne vil de nye trainee-stillinger ikke blot være fritidsarbejde for at tjene lommepenge. De unge vil opleve en spændende arbejdsplads og finde ud af, om de skal gå videre med en metaluddannelse efter folkeskolen. Imens kan arbejdsgiveren så vurdere, om den unge er den rigtige medarbejder i firmaet. DS og Dansk Metal er ved at udarbejde informationstil virksomhederne og de unge, så de første aftaler kan startes fra årsskiftet. /ritzau/

Breaking
Oversvømmelser efter dobbelt skybrud
Luk