Arbejdsformidling

Arbejdsformidling sker via nettet

Alle ledige skal lægge deres data ud på internettet

HJØRRING:Siden nytår har alle ledige skullet skrive deres personlige data, CV, ind i en særlig CV-bank. Det skal ske senest fire uger efter, man er blevet ledig. Ordningen skal gøre det let og hurtigt for arbjedsgivere og arbejdstagere at finde hinanden. Men har man aldrig haft en computer mellem hænderne, kan det være svært. På AF-Center Hjørring er der indrettet 12 arbejdspladser med computere, som de ledige kan benytte, når CV'et skal ind på nettet. Sådan en mandag formiddag er der mange kunder. Der er kø, men ikke ved maskinerne. Her sker udskiftningen forholdvist hurtigt. Nogle er bare inde for at se, om en arbejdsgiver har reageret, mens andre har store problemer med at få fremstillet det lovpligtige CV. - Hvad betyder c/o adresse, spurgte en ledig, som ikke kunne forstå de røde beskeder på computeren. - Det er ikke altid edb-systemets skyld, at det er svært at udfylde skemaerne. Generelt synes jeg, at det går virkelig godt. Systemet er meget brugervenligt. Maskinen fortæller, hvad man skal gøre, så når man har været inde i det et par gange, går det meget let, sagde AF-chef Per Nielsen, Hjørring. Hellere personligt Én af dem, der i går var ved at tjekke sit CV var Preben Michaelsen, 57 år, som netop er blevet ledig efter nedskæringer på Georg Jensen. - Jeg kender ikke så meget til computere, men fik hjælp til at trykke mig ind. Nu er det ikke så svært. Jeg har godtnok en computer derhjemme, men jeg er ikke på nettet. Det vil jeg heller ikke bare for det. Allerhelst vil jeg ud og tale med arbejdsgiverne, fortalte Preben Michaelsen, der er medlem af Dansk Metal. Han fortsatte: - Jeg tror nu, det her system bliver en større fordel for arbejdsgiverne end for os. Man får lettest arbejde ved at kende nogen. Arbejdsgiverne kan i fremtiden logge sig på, når de er oprettet som arbejdsgiver. Så kan de præcist udtrykke, hvilke kvalifikationer, de efterlyser. Derfor er det vigtigt som arbejdssøgende at få alt det skrevet ind, man kan og har erfaring med. Men man må ikke overdrive helt vildt: - AF er inde og tjekke, at oplysningerne er formidlingsrelevante. De skal være seriøse og relevante, forklarede Per Nielsen. Overvejer kurser Tilbage ved de 12 arbejdsstationer på AF-Centret svedes der over computerne. - Vi ser lige, hvordan det går. Vi overvejer i øjeblikket i samarbejde med en række uddannelsesinstitutioner at tilbyde edb-kurser til dem, der slet ikke kan finde ud af det. Men det ser ud til at køre i ro og mag, så der er åbenbart ikke det store behov lige nu, sagde Per Nielsen. Han håber, at CV-banken kan give hurtigere arbejdsformidling. - Men der bliver desværre ikke flere job, bare fordi der kommer en bedre teknik.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst