EMNER

Arbejdsgruppe bekræfter fusk i Banestyrelsen

Banestyrelsens Servicedivision har fusket med tjenesterejser og skattefri rejsegodtgørelser, fastslår en arbejdsgruppe, der har lavet en intern undersøgelse. Der er udbetalt store beløb i skattefri rejsegodtgørelse, uden at grundlaget var i orden, og den kritisable administration fortsatte, selv om skattevæsnet flere gange gjorde opmærksom på, at det var problematisk. Derfor er der sket betydelige ledelsesmæssige svigt i Servicedivisionen. Om der skal rulle hoveder i Banestyrelsen, vil afhænge af tjenstlige afhøringer af en gruppe ledere. Afhøringerne vil finde sted i den kommende tid. Da sagen kom frem for godt et år siden blev den kritisable administration opgjort til 48 millioner kroner. /ritzau/