Energiselskaber

Arbejdskraftmangel forsinker bredbånd

Salget går til gengæld bedre end forventet

HIMMERLAND:Mangel på arbejdskraft betyder forsinkelse for udrulningen af Himmerlands Elforsynings bredbånd. Det er især boligkunder længst ude på nettet, der ikke har kunnet få adgang til nettet, og det er frustrerende, fortalte bestyrelsesformand Flemming Friisgaard Pedersen, da han på elforsyningens repræsentantskabsmøde gennemgik de opnåede resultater i 2006. Udover bredbånd er HEF i færd med at kabellægge sit højspændingsnet - to projekter til mere end en milliard kroner, og som konsekvens deraf har selskabet ansat mange nye medarbejdere og hyret underentreprenører i det omfang, det har været muligt. - Men den aktuelle højkonjunktur er meget mærkbar, sagde formanden, der kunne fortælle, at man mangler ingeniører, planlæggere, gravefolk og specialister til at samle lysledere. Bortset fra forsinkelsen i forhold til visse boligkunder Flemming Friisgaard det mange millioner kroner dyre bredbåndsprojekt som en succes, idet der i dag er etableret et hovednet, som dækker det meste af landsdelen. Samtidig går salget af forbindelser til private og erhvervslivet generelt bedre end forventet. Prisnedsættelse Samlet kom HEF-koncernen ud af 2006 med et ”tilfredsstillende” overskud på 113 millioner kroner ud af en nettoomsætning på 910 millioner kroner. Som konsekvens af overskuddet nedsætter forsyningen prisen for transport af strøm med en halv øre per kWh, hvorefter den de seneste to år er nedsat med 1,5 øre. I kraft af kabellægning og bredbånd var HEF’s anlægsomkostninger i 2006 på 221 millioner kroner eller fire gange mere end i snit i årene 2002-04. I den forbindelse henviste Flemming Friisgaard Pedersen, at formuen på 1,2 milliarder kroner fra salget af Elsam-aktierne for andet år i træk er blevet sat i arbejde til gavn for andelshaverne.