Arbejdsløshed endte i røveri

43-årig mand fik dom på et år og ni måneders fængsel for at røve sparekasse.

Kort før jul begik en 43-årig mand røveri mod Sparekassen Thys afdeling på Vestervigvej i Bedsted. Men den 43-årige kørte i en let genkendelig bil af en sjælden type, så inden for få timer lykkedes det Thisted Politi at slå en "klo" i manden, som blev varetægtsfængslet og nu dømt i en tilståelsessag i Retten i Holstebro. Det blev til en dom på et år og ni måneders fængsel til den 43-årige Søren Evald Nielsen, som forklarede, at han var blevet arbejdsløs, og efterhånden som økonomien blev ringere og ringere, så han ikke andre udveje. Den samme løsning havde den 43-årige også brugt før, men det var så mange år siden, at det ikke kom til at betyde noget for straffen. De godt 46.000 kroner, som han fik med fra røveriet, fik den 43-årige brugt inden, han blev anholdt, og den daggert han brugte at true med blev også smidt væk sammen med tøjet. Efter dommen accepterede den 43-årige både den, og at han skal blive i varetægtsfængsel, til han kan begynde afsoning.

Forsiden