Udland

Arbejdsløsheden i USA når det laveste niveau i ni år

Amerikansk arbejdsløshed rasler ned. 178.000 nye job skabt i november, viser dugfriske tal fra myndighederne.

Manhattan, NEW YORK CITY, USA Foto: Free/Genrebillede

Manhattan, NEW YORK CITY, USA Foto: Free/Genrebillede

Arbejdsløsheden i USA faldt overraskende i november og rammer dermed det laveste niveau siden finanskrisen.

Der viser den store, månedlige jobrapport, der udgives af amerikansk Bureau of Labor Statistics.

Arbejdsløsheden faldt i november til 4,6 procent, et dyk fra 4,9 procent måneden før. Økonomerne havde ventet en uændret udvikling.

Samme rapport viser, at der blev skabt 178.000 job i november i USA uden for landbruget. Det var næsten som ventet, idet økonomer adspurgt af Bloomberg havde estimeret en jobskabelse på 180.000.

- Der er ingen tvivl om, at der er fremgang på det amerikanske arbejdsmarked.

- 4,6 procent, det er et meget lavt niveau for amerikansk økonomi. Det er klart det laveste niveau siden krisen, og arbejdsmarkedet må nu betegnes som stramt i USA, skriver cheføkonom ved Dansk Erhverv Steen Bocian i en kommentar.

Opgørelsen for november har været afventet med spænding. Fremgangen i den amerikanske økonomi de sidste mange måneder har lagt op til, at den amerikanske centralbank vil hæve sin meget lave rente på sit møde i december.

En rærlig jobrapport for november har været set som noget at det eneste, der kunne stoppe en rentestigning.

Den amerikanske centralbank hævede sin rente fra det rekordlave niveau 0,00-0,25 procent i december sidste år, men har ikke rørt renten siden.

- Vi tror, at den amerikanske centralbank vil sætte renten op to gange om året frem mod udgangen af 2018. Det vil sige samlet set fem renteforhøjelser fra nu, hvis man tæller renteforhøjelsen i december med, skriver Danske Bank i en kommentar til tallene.

Tallet for arbejdsløsheden opgøres efter, hvor mange der er jobsøgende. Det kan derfor svinge i takt med, hvor mange der har opgivet at få et job eller har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.