Arbejdsmiljøet forsømmes i kirken

Det var et sælsomt syn, der for en måneds tid siden mødte de trofaste kirkegængere på Fuur.

Efter Arbejdstilsynets påbud er det nu kun det ene tov til kirkeklokken, som Joan Sørensen må arbejde med. foto: lars pauli

Efter Arbejdstilsynets påbud er det nu kun det ene tov til kirkeklokken, som Joan Sørensen må arbejde med. foto: lars pauli

Et syn, som ingen nogensinde havde set siden deres hvidkalkede landsbykirke blev opført for flere hundrede år siden. Højt oppe i tårnet med de to aflange vinduer hang den gyldne kirkeklokke. Helt stille. Denne søndag var der ingen bimlen og kimen til at minde sognebørnene om stunden for amen og altervin. For inde i kirken stod graveren med et budskab til de fremmødte. - Arbejdsforholdene er ikke i orden. Indtil vi har ordnet dem, må vi ikke ringe med klokken, lød det. Eksemplet er blandt de mest grelle, hvor en kirke har fået et påbud mod at ringe, da sikkerheden eller støjniveauet ikke har levet op til reglerne. Men rundt om i de danske kirker halter det mange steder med arbejdsmiljøet til risiko for graverne. Det viser en gennemgang foretaget af avisen på Arbejdstilsynets hjemmeside over kontrolbesøg siden 2005. Hårdtslående klokke - Kirkerne er slet ikke dårlige arbejdspladser. Men mange steder er der ikke så godt styr på det formelle omkring at drive virksomhed og tage højde for ergonomi og støj. Det er også helt nyt for branchen, siger tilsynsførende ved Arbejdstilsynet, Finn Reichstein Rasmussen. Ifølge opgørelsen går det typisk galt, når graverne skal ringe med klokken, klippe hækken eller bære kisten. Jens Thorsen er næstformand for Kristelig Fagbevægelse, der har 500 gravere som medlemmer, og han er ikke overrasket over, at Arbejdstilsynet har fundet en del mangler. - Sådan har det nok været i mange år. Graverfolk er typisk sådan nogle, som siger ”det skal vi nok få til at gå alligevel”, vurderer han. Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte har 1700 gravere under sig. Her peger forbundsformanden på, at vaner og traditioner i høj grad spiller ind, hvorfor det er dem, som opmærksomheden bør rettes imod. - Mange af mine medlemmer foretrækker at stå oppe ved klokken og ringe, selv om de kender til støjniveauet. Det værste er faktisk, at man let kan blive slået omkuld af klokken, hvis man er uopmærksom og tager et halvt skridt i den forkerte retning, fortæller Niels Bach Nielsen. Farlig kistetransport - Jeg er overbevist om, at det mest kniber på de små landsbykirkegårde. Her er der en enkelt graver og nogle medhjælpere. De ved måske ikke, når det står galt til, da der ikke er andre kolleger at vende sagen med, siger Jens Thorsen fra Kristelig Fagbevægelse. Joan Sørensen er graver i Vebbestrup Kirke, og hun kan nikke genkendende til betragtningen. - Det kan være svært at ændre forholdene på egen hånd. ”Jamen, den gamle graver gjorde jo sådan...”. Den hører man rigtig tit, fortæller Joan Sørensen. Ifølge Arbejdstilsynets rapport blev hun udsat for en unødig fysisk belastning og ulykkesrisiko, når kisterne blev båret fra kapellet til kirkerummet. Og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, ved hækklipningen og klokkeringningen. De forhold er siden blevet ændret. I stedet for begge kirkeklokker er det nu blot den ene lille, som Joan Sørensen benytter. - Folk savner den store klokke og siger, at nu kan de ikke længere høre kirkeklokkerne. Så fortæller jeg, at det er af hensyn til mig. Det forstår de fleste, beretter Joan Sørensen. mads.nyvold@nordjyske.dk