Arbejdstid må op

KRISE:EU og hele den vestlige verdens I-lande kan kun bevare deres utroligt høje levestandard og velfærd ved at arbejde mange flere timer, men for den samme ugeløn. Det er naivt at tro på de manges udtalelser om, at vi kan klare os i konkurrencen med de asiatiske lande ved at være mere innovative. Asiaternes uddannelse og deres hjerner er fuldt på højde med den øvrige verdens, og de er uhyre flittige og målrettede på at opnå de goder, som de på tv og internettet ser, at vi har. Der kan arbejde 10 højt uddannede ingeniører på en opgave for den samme totalløn, som kun en dansk ingeniør skal have, og så er det ikke svært at vurdere, hvor de bedste og hurtigste resultater opnås. Derfor må lønmodtagerne og fagforeningerne bide i det sure æble i erkendelse af, at vi skal yde noget mere for at bevare indtægten til den velfærd og levestandard, vi har. Erkender vi ikke det meget hurtigt, vil det ramme os, når det måske er for sent, at redde og bevare vore virksomheder, der er indtægtskilderne til den forkælede tilværelse, vi har vænnet os til at have. Kære politikere og fagforeninger se nu kendsgerningerne i øjnene og tag fat på problemet.