Overenskomster

Arbejdstiden skal ned

En arbejdsuge på 10 en halv time om dagen i syv dage i træk. Rimelig udmattende vil de fleste nok tænke.

Men i midten af 1800-tallet var det faktisk helt almindelige tider for danske arbejdere. Siden er der som bekendt sket en del – ikke mindst takket været Arbejderbevægelsen. Men nu truer en fæl og uforskammet studehandel mellem EU-landenes beskæftigelsesministre med at bombe arbejdstiden tilbage til de sociale rettigheders stenalder. Handlen går ud på, at vikarer bliver meget bedre stillet i Europa, idet de fra første arbejdsdag får samme vilkår som fastansatte. Sådan er det allerede i Danmark, men i det øvrige Europa er der mange vikaransatte, der arbejder under helt utålelige forhold. De nye regler for vikarer skulle gerne være med til at sikre, at vi ikke ender med et ultrafleksibelt B-hold på arbejdsmarkedet. Den udvikling ser vi allerede i mange lande, hvor dårlige sociale kår og stive arbejdsmarkeder skaber grobund for et B-hold af løsarbejdere uden rettigheder. Men selvom det er fornuftigt med flere rettigheder til vikarer, skal det naturligvis ikke ske på bekostning af de fastansatte. Og det var lige præcis det, der nu er lagt op til. Samtidig med beslutningen om vikardirektivet valgte de nemlig at hæve loftet for den maksimale arbejdstid. Tidligere var det 48 timer om ugen, og nu vil ministrene tillade 60, og i nogle tilfælde endnu flere timer om ugen. Det er en skandale, at beskæftigelsesministrene på den måde forsøger at spille grupper ud mod hinanden. Hvis forslaget om forlænget arbejdstid bliver vedtaget, vil det i fremtiden kun være hviletidsreglerne, der sætter grænser for, hvor lang tid man kan blive tvunget til at arbejde. De siger blandt andet, at der som minimum skal være 11 timer mellem, at man får fri, til at man skal på arbejde igen. Det åbner jo for helt umenneskelige forhold med arbejdsuger på over 70 timer i kortere perioder. Den er helt gal, for al forskning og viden, vi har på området, dokumenterer, at nedslidning, stress og mængden af sjuskefejl vokser voldsomt, når arbejdsugen overstiger 48 timer. Men får det overhovedet betydning for os her i Danmark? Nej, ikke direkte. For fagbevægelsen skal nok vogte over, at danskernes arbejdstid ikke går amok. Alligevel frygter jeg, at de nye EU-regler vil kunne ramme os indirekte. I mange lande, specielt Storbritannien og den nye lande fra Central- og Østeuropa, kan man nemlig sagtens forestille sig, at de ekstreme arbejdsuger bliver normale. Og hvad sker der med danske slagterier, hvis polske slagteriarbejdere, der i forvejen er vænnet til en lav løn, begynder at køre med 60-timers ugen for nu at tage et eksempel? Heldigvis er ministrenes studehandel ikke det sidste ord i denne sag. De folkevalgte i EU-Parlamentet er også i oprør. Og Socialdemokraterne i Parlamentet er i hvert fald enige om at kæmpe med næb og klør for at få saboteret EU-ministrenes svinestreg. Vi må sige stop, hvis nogen vil konkurrere om at behandle arbejderne dårligst. Det er ikke det, vi har EU til. Arbejdstiden – den skal ned. Ikke op. Ole Christensen (f. 1955) er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne. I Parlamentet sidder han i beskæftigelsesudvalget, hvor han arbejder med det europæiske arbejdsmarked. Tidligere fællestillidsmand i Dronningens Livregiment og borgmester i Brovst Kommune i 1998-2002.