Arbejdstilsyn kæmper forgæves

Frederikshavn 27. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Onsdagens dødsulykke under arbejde på stillads var ikke et unikt tilfælde. Selv om det ikke er hver dag, at nogen dør som følge af sikkerhedssjusk, oplever Arbejdstilsynet dagligt, at håndværkere begår den ene fejl efter den anden - at de simpelthen sjusker med sikkerheden. - Så sent som da vi kørte fra Frederikshavn den onsdag, så vi, at der et andet sted i byen sad en håndværker på toppen af et tag uden nogen form for sikkerhedsstillads. Der var simpelthen frit fald ned, siger tilsynsførende ved Arbejdstilsynet, Otto Jystrup. - Det værste er endda, at vi dage forinden havde bedt den virksomhed om at få sikkerheden bragt i orden, men der var altså ikke sket noget som helst, siger han. Tidligere på ugen skete der en ulykke i Hjørring, hvor en mand faldt ned fra et seks meter højt stillads, hvor der ikke var rækværk bag. Han slap dog med kvæstelser. Og sådan sløses der dagligt med sikkerheden. Også selv om Arbejdstilsynet har gennemført utallige kampagner, der skal påvirke håndværkere til at tage sikkerhedsrisiciene alvorligt. Men det virker åbenbart ikke efter hensigten. - Det vi så kan gøre, og gør, er for eksempel at tjekke virksomhedernes stilladsopstillinger, men det kan kun blive i det omfang, vi har mandskab til det, siger Otto Jystrup. Desuden kan Arbejdstilsynet give bøder, og der gives stort set ingen under 20.000 kroner. - Hvis der også er umiddelbar fare på færde lægger vi 5000 kroner oveni. Sker der ulykker, lægger vi yderligere 5000 kroner til, og skal vi gentage vores krav om forbedret sikkerhed vokser bøden til det dobbelte, oplyser Otto Jystrup. Når Arbejdstilsynet rykker ud og ser på stilladsopstillinger, bliver det blandt andet tjekket, om stilladsets højde og belastning ikke overstiger det tilladte, om krav til stilladsets forankring og diagonalafstivning bliver overholdt, om der er stabilitet ved inddækning, hejs og affaldsskakte og om håndværkerne har den rette uddannelse. På Arbejdstilsynets hjemmeside kan håndværkere hente udførlige brugsanvisning og læse om sikkerhedsregler - www.arbejdstilsynet.dk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...