Arbejdstilsynet beskyldt for nøl i DSB-asbestsag

Tilsynet skulle i 10 år have kendt til det farlige asbest i S-tog uden at følge op på eget påbud om at gøre noget ved det

KØBENHAVN:Dryssede der asbest ned i lungerne på lokoførerne i S-tog, må vi have sikkerhed for, at passagererne ikke har været udsat for det samme farlige stof fra vægge og lofter i tog, mener Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr. Han vil også vide, hvorfor Arbejdstilsynet kendte til problemet hos DSB i årevis, men ikke fulgte op på et påbud, som tilsynet selv gav DSB allerede i 1988. - Hvordan kan det lade sig gøre?, spørger folketingsmedlemmet, som allerede i denne uge venter svar fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), som Arbejdstilsynet hører under. I perioden 1988-1998 har Arbejdstilsynet ikke sikret, at DSB efterlevede påbudet påpeger Arbo-Bæhr. Bedt om redegørelse Efter afsløringen af, at S-tog kørte rundt med det kræftfremkaldende asbest indtil for få uger siden, har trafikminister Flemming Hansen (K) bedt om en redegørelse fra den øverste ledelse i DSB. Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, vil have placeret et politisk ansvar for sagen, men trafikordfører Walter Christophersen peger kun på de ansvarlige blandt tidligere trafikministre. Ministre skal forklare - Der må hvile et tungt ansvar på tidligere socialdemokratiske ministre som Jacob Buksti, Sonja Mikkelsen og Helge Mortensen. Vi må finde ud af hvem, der har vidst hvad hvornår i denne sag, siger Walter Christophersen i en pressemeddelelse. Ritzau har forgæves forsøgt at få kontakt med ordføreren for at høre, hvorvidt den nuværende minister har et ansvar. Dansk Jernbaneforbund forbereder en erstatningssag mod DSB. Ifølge forbundet selv har det fotos, som beviser, at DSB så stort på påbudet fra Arbejdstilsynet. I påbudet fra 1988 fik DSB besked om at forsegle de vægge og lofter, som var isoleret med det farlige asbest, som kan give lungehindekræft. DSB’s problemer med asbest begrænser sig tilsyneladende ikke til tog - også på færger har personalet været udsat for asbest. På de gamle DSB-færger mellem Gedser og Rostock har personalet været direkte i kontakt med asbest, oplyser TV2 Øst. Det skete, når de ansatte skulle reparere skotter, fortæller tidligere ansatte til tv-stationen. Ruten mellem Falster og Tyskland er nu overtaget af Scandlines, som lover at undersøge sagen. Den konstituerede administrerende direktør i DSB, Søren Eriksen, nyder opbakning hos bestyrelsesformand Mogens Granborg. - Jeg har fuld tillid til DSB’s konstitueret administrerende direktørs håndtering af sagen, skrev Granborg søndag i en pressemeddelelse, hvor han samtidig gør det klart, at han ikke besvarer spørgsmål i sagen. Granborg kalder det “dybt beklageligt og meget trist, at medarbejdere i DSB er blevet syge og nogen endda er døde som følge af en tilsyneladende uforsvarlig håndtering af asbest i virksomheden.” /ritzau/