Danmark

Arbejdstilsynet kan ikke redegøre for 84 dødsulykker

Tilsynet har ingen oplysninger om 84 dødsulykker, der skete i trafikken fra 2004-2015

Arkivfoto: Martin Damgård

Arkivfoto: Martin Damgård

DANMARK:Arbejdstilsynet kan ikke redegøre for de nærmere omstændigheder vedrørende 84 arbejdsrelaterede dødsulykker i trafikken fra 2004 til 2015.

Fagbladet 3F har bedt Arbejdstilsynet oplyse, hvor og hvornår dødsulykkerne skete, hvad der konkret skete, og hvilke sagsnumre ulykkerne har. Men Arbejdstilsynet har ikke kunnet levere oplysningerne.

Seniorforsker hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Johnny Dyreborg er overrasket over, at Arbejdstilsynet ikke har nogen oplysninger om 84 af de i alt 129 arbejdsrelaterede dødsulykker, der skete i perioden 2004-2015 i trafikken.

- Normalt antager vi, at dødsulykker er de bedst beskrevne ulykker med henblik på at sikre viden og indsigt i, hvordan ulykkerne skete, og hvordan de kan forebygges, siger Johnny Dyreborg.

Eksperten mener det er overraskende, uheldigt og ærgerligt, at Arbejdstilsynet ikke kan redegøre for de mange dødsulykker i trafikken.

Hos Arbejdstilsynets forklarer man de manglende oplysninger med, at sagerne tilhører politiet, fordi det er trafikulykker. Men at man alligevel regner dem som arbejdsrelaterede dødsulykker, fordi de er sket i arbejdstiden.

- Som Arbejdstilsynet tidligere har gjort rede for, gælder der for en del af disse arbejdsulykker, at der ikke eksisterer en tilsynssag i Arbejdstilsynet. Det skyldes, at udgangspunktet har været, at trafikulykker som hovedregel undersøges af politiet, skriver Arbejdstilsynet i en mail.

På et samråd mandag skal beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) svare på, om ministeren mener, at dødsulykkerne bliver undersøgt grundigt nok af Arbejdstilsynet og politiet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.