Arbejdstilsynet kigger på byggepladser
Søgelyset er onsdag rettet mod isglatte adgangs- og transportveje

Sne og kulde giver ekstra risiko for arbejdsskader på byggepladserne.Arkivfoto. Torben Hansen Foto: Torben Hansen
NORDJYLLAND:Arbejdstilsynets er i dag, onsdag, i gang med en landsdækkende aktion med søgelyset rettet mod blandt andet adgangs- og transportveje på byggepladser.
På grund af vintervejret kan vejene udgøre en ekstra risiko for skader. Desuden er der fokus på sikkerheden på fællesområder og ved fællesforanstaltninger. Det kan for eksempel være rækværker, overdækninger og tekniske hjælpemidler, som flere aktører på byggepladserne benytter.
- Når flere virksomheder på en byggeplads for eksempel bruger de samme rækværker og adgangsveje, ser vi desværre ofte, at der opstår forvirring om, hvem der egentlig har ansvaret for, at forholdene er i orden, siger Eva Jensen, kontorchef i Arbejdstilsynet.
- Og vejret i disse dage med sne og is er med til understrege, hvor vigtigt det er, at bygherren laver aftaler med én entreprenør om at sørge for, at adgangs- og transportveje er sikre for de mennesker, der færdes og arbejder på byggepladserne.
På dagens kontrolaktion opsøger Arbejdstilsynet blandt andet en række byggepladser, som ved en aktion for to uger siden fik alvorlige reaktioner.
Formålet er at tjekke, om der er rettet op på forholdene og samtidigt kontrollere, at der ikke er opstået nye risici for arbejdsulykker. Det gælder særligt nedstyrtningsfare, fald- og snublefare samt fare for at komme til skade ved manuel håndtering.
Vintervejret udgør desværre også en særlig risiko, hvis bygherren ikke tager sine forholdsregler.
- Sne og mudder på en adgangsvej ind til en byggeplads kan være det, der for eksempel gør, at en tømrer opgiver at transportere et tungt vinduesparti på en transportvogn og i stedet vælger at bære vinduet sammen med en kollega, siger Eva Jensen.
- Det er den slags situationer, vi blandt andet holder øje med i dag, for de skaber risici for skader.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.