Arbejdsmiljø

Arbejdstilsynet: Nu er det meget bedre

Arbejdstilsynets uanmeldte aktioner hjælper faktisk. Det kan tilsynet nu konstatere efter en opfølgningsaktion på byggepladserne. Men ude på villavejene er der stadig problemer.

Da Arbejdstilsynet onsdag genbesøgte en række arbejdspladser, så tingene meget bedre ud, end da de samme byggepladser blev besøgt for tre uger siden. Ved den lejlighed måtte Arbejdstilsynet stoppe arbejdet i alt 137 gange på de besøgte byggepladser rundt om i landet, og det har givet resultater. For ved onsdagens aktion, hvor mange byggepladser blev genbesøgt, kunne man konstatere, at kun i tre tilfælde var problemerne stadig ikke løst. - Det er et rigtig godt resultat, der viser, at det nytter at tage fat i byggeriet. Først og fremmest fordi arbejdsgiverne selv tager fat selvfølgelig, men også fordi det fokus, som byggeriets organisationer og Arbejdstilsynet har på området, er med til at give de markante forbedringer af sikkerheden, siger kontorchef Jens Skovgaard Lauritsen, Arbejdstilsynet. Besøgte 206 byggepladser Ved dagens aktion besøgte Arbejdstilsynet i alt 206 byggepladser, der denne gang resulterede i 115 forbud og strakspåbud, der betyder, at arbejdet skal stoppes, indtil sikkerheden er bragt i orden. Ikke alle steder er forholdene dog lige gode, og især på de små, typisk private byggerier kan de tilsynsførende finde alvorlige problemer. - Desværre må vi konstatere, at når vi kommer ud på villavejene, er der mange steder byggearbejder, hvor forholdene bestemt ikke er gode. Men sikkerhedsreglerne er de samme, om det er et stort eller et lille byggeri, og man slår sig altså lige så fordærvet, hvis man dratter ned fra et villatag i seks meters højde, som hvis man var faldet fra et stillads ved et stort kontorhus, påpeger Jens Skovgaard Lauritsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst