Arbejdsuheld førte til ønskejob som fiskehandler

Kom til skade på slagteri - har nu egen forretning

BROVST:Ole Østedgaard har altid drømt om at blive sælger. Men da han forlod 8. klasse på Biersted Skole var han tro mod familiens jobtraditioner og blev slagter ligesom sin bedstefar, far og en bror. Først mange år senere, efter at hans arbejdsliv var gået i fisk på grund af et arbejdsuheld, havnede han takket være et tilfældigt møde på Mallorca i et ønskejob som sælger, helt nøjagtigt som fiskehandler. Ole Østedgaard har nu været selvstændig i to et halvt år. Han bor i Torslev og er en eftertragtet leverandør af friske fisk, når han hver torsdag står i sin fiskevogn ved REMA 1000 i Brovst. Tirsdag er han i Aars og onsdag i Vejgaard. Sælger med stort S - Jeg er sælger med stort S og er glad for at sælge fisk, siger Ole Østedgaard. Arbejdet passer fint til min beskadigede højre hånd, som ikke tåler ret stor belastning, og jeg har samtidig fået et godt levebrød. Om sin vej til at blive fiskehandler fortæller 40-årige Ole Østedgaard: - Jeg blev udlært industrislagter på Nørresundby Andelssvineslagteri i 1984. Derefter flyttede jeg til slagteriet i Struer og blev senere mestersvend i Lemvig og ar- bejdsleder på slagteriet i Esbjerg. Efter mellemlederjob på fjerkræslagterierne i Vinderup og Skovsgård gik turen tilbage til slagteriet i Nørresundby, og der fik jeg ødelagt mit højre håndled ved en arbejdsulykke. Tre operationer - Jeg har været gennem tre operationer, men trods det er det ikke lykkedes at rette op på skaden. - Gennem revalideringen startede jeg på en uddannelse som produktionsteknolog på Nordjyllands Erhvervsakademi, men det kunne jeg ikke finde mig i. - Efter de mange år i slagteribrancen og en arbejdsulykke oven i syntes jeg, at jeg havde fortjent en ferie på Mallorca. Der mødte vi en fiskehandler fra Ryaa, Johnny Ertmann, og det blev mit store held. Da vi kom hjem, tog jeg med ham ud med fiskevognen for at få tiden til at gå. Jeg blev bidt af det, og en dag sagde han, at han ville sælge sin forretning. Min kone Eva opfordrede mig til at købe, og 1. september 2002 overtog jeg forretningen og Johnny Ertmanns salgssteder. Fisk fra Hirtshals - Der er tre ting, vi prioriterer højt i vores fiskeforretning, understreger Ole Østedgaard. Hygiejnen skal være i top, varerne skal altid være friske, og vi skal være på salgsstederne til de fastlagte tider. Østedgaard Fisk modtager friske varer fra Hirtshals hver morgen. Leverandøren er Venmark Fisk, der også leverer til hoteller, restauranter og store institutioner. - Tirsdag henter jeg selv fisk i Hirtshals om morgenen. Onsdag og torsdag kommer de med fragtmand. Ole Østedgaard er ikke på farten om mandagen, fordi de friske røgvarer først er klar over middag. Ingen fisk i weekenden Han har flere steder forsøgt også at gøre fredag til en salgsdag, men det er ikke lykkedes at overbevise nordjyderne om, at de skal spise fisk i weekenden. - Arbejdsugen går også udmærket endda, siger Ole Østedgaard. På salgsdagene er jeg i gang fra fire-fem morgen til syv-otte om aftenen, og fredag går med hovedrengøring og regnskab. - Min største kundegruppe er pensionister. Men gennem kraftig annoncering har jeg også fået fat i mange børnefamilier. 75 procent af kunderne er faste, og når de dukker op, kan jeg normalt huske, hvad de gerne vil have. Det overrasker de fleste. 300 opskrifter - Da jeg begyndte som fiskehandler, kunne jeg knapt stege en rødspætte. Nu kan jeg 300 opskrifter, så jeg er altid god for en idé til en god fiskeret. Og husk, der er ingen ben i at tilberede fisk, når de er købt hos Østedgaard, siger fiskemanden med et smil.