Ledelse

Arcon søger ny direktør

Midt i fremgangstider har Jes Donneborg med dags varsel forladt Arcon

Vi fortsætter arbejdet uændret, fastslår Niels Peter Freiesleben, bestyrelsesformand i Arcon Solvarme og fra i går midlertidig direktør. Foto: Michael Bygballe

Vi fortsætter arbejdet uændret, fastslår Niels Peter Freiesleben, bestyrelsesformand i Arcon Solvarme og fra i går midlertidig direktør. Foto: Michael Bygballe

Nordeuropas største og Danmarks mest succesrige producent af solfangeranlæg - Arcon Solvarme i Skørping - søger ny direktør. Inden for de seneste uger har virksomheden, som er ejet af en af landets største virksomheder, VKR-gruppen, ansat flere folk og er klar til inden længe at tage ny teknologi i brug, der kan mangedoble produktionen af solfangeranlæg i løbet af de kommende år. Men midt i det hele skal virksomheden altså til at se sig om efter en ny direktør. Beklageligt, ikke uerstatteligt Jes Donneborg, som blev ansat som direktør for under et halvt år siden for at styrke ledelsen i Skørping-virksomheden, har fratrådt sin stilling med øjeblikkelig virkning. - Det er beklageligt, men heldigvis ikke uerstatteligt, siger den midlertidige direktør Niels Peter Freiesleben til NORDJYSKE Medier. Siden VKR-gruppen købte Arcon Solvarme i 2007, har VKR-direktør Niels Peter Freiesleben været bestyrelsesformand og derfor den hos VKR, der kender virksomheden i Skørping bedst. - Derfor er det helt naturligt, at jeg indtræder som direktør, indtil en ny direktør er på plads, siger han. Han beholder sit hverv som direktør for Solarcap, VKR-gruppens paraply for de virksomheder i koncernen, der beskæftiger sig med termisk solenergi. Den nye direktør understreger, at afskeden med Jes Donneborg ikke får nogen reel betydning for de relativt store investeringer og udviklingsprogrammer, som Arcon Solvarme har sat i søen. - Jes Donneborg skulle være med til at styre og udvikle Arcon blandt andet gennem implementeringen af ny robotteknologi og ny lodde- og svejseteknologi. Det arbejde fortsætter uændret, og der er fuld fokus på Arcons uændrede visioner, siger Niels Peter Freiesleben, som selv vil være fysisk til stede på virksomheden i Skørping et par dage om ugen for at støtte den daglige ledelse. Den varetages af salgsdirektør Knud Erik Nielsen, som har været ansat i en længere årrække og dermed sikrer kontinuiteten i den daglige drift.