EMNER

Arden kommune vil ikke være Sorteper

NT lukker rute 440 i sommerferien og giver kommunen ansvar for betaling

ARDEN:Pendlere, der til daglig kommer til arbejde med rute 440, der kører mellem Arden, Rostrup og Oue må i denne tid kigge langt bussen, der holder ferie sammen med skolebørnene. Kommunen er utilfreds med den dårlige service, men ifølge Nordjyllands Trafikselskab, er det kommunens skyld, at bussen ikke kører. - Det er meget problematisk, at rute 440 ikke kører i sommerferien. Det er altså ikke kun skolebørnene, der kører med bussen, men også folk der skal på arbejde, siger borgmester H. C. Maarup (S). Grunden til, at ruten ikke kører i sommerferien er besparelser. - Jeg mener ikke, NT forholder sig til borgernes argumenter, og der er helt klart tale om en serviceforringelse, siger borgmesteren, der har modtaget flere klager fra utilfredse borgere. - Borgerne er blevet informeret for dårligt om, at bussen ikke kører i sommerferien. Det står godt nok i køreplanen, men jeg synes det burde være annonceret. Det er ikke kommunens ansvar at gøre, men det er os, der modtager klager fra borgerne. Nu vil jeg bede forvaltningen om at rette henvendelse til NT for at få en forklaring, siger borgmesteren. Hos NT lyder forklaringen meget anderledes. - Amtet skal spare, og derfor har politikerne valgt at rute 440 kun skal køre på skoledage. Hvis kommunen ønsker at bussen skal køre i sommerferien, er det deres ansvar at betale, forklarer Henrik Dalsgaard, der er drifts- og køreplanlægger hos NT. Han mener altså, det er Arden kommunes eget ansvar, at pendlerne bliver ladt i stikken. - Vi har spurgt kommunen, om de ville etablere busdrift på ruten, men fik nej. Amtet har valgt kun at finansiere skoledage, og derfor kommer der til at mangle en snip, siger Henrik Dalsgaard. Han henviser til, at andre kommuner tilbyder borgerne telebusbetjening på lignende ruter. Henrik Dalsgaard afviser også kritikken af, at borgerne ikke er blevet informeret om at rute 440 holder sommerferie. - Det står i vores kørerplaner, så det er ikke spor hemmeligt, siger han. H. C. Maarup afviser kritikken fra Henrik Dalsgaard. - Det kan jo ikke passe, at kommunen skal være sorteper fordi amtet skal spare. Vi har ikke en uudtømmelig kasse, og derfor kan vi jo ikke betale for driften i sommerferien, når NT sparer den væk, siger han. Arden Kommune har betalt ekstra for at få rute 440 til at køre om aftenen, for at give kommunens unge mulighed for at komme i ungdomsskole, men betaling for sommerkørsel er der ikke penge til. - Det er helt klart en serviceforringelse, som vi kun kan beklage. Vi er et landområde, men derfor burde vi jo ikke være dårligere stillet, siger borgmesteren.