Arena Nord danner ramme om EM-brag

Dennis Ceylan bokser om EM-titlen til oktober

Dennis Ceylan (til højre) skal bokse om EM-bæltet i Frederikshavn. Arkivfoto: Bente Poder

Dennis Ceylan (til højre) skal bokse om EM-bæltet i Frederikshavn. Arkivfoto: Bente Poder

FREDERIKSHAVN:Det bliver Arena Nord i Frederikshavn, der får lov til at danne rammen om den danske bokser Dennis Ceylans kamp om EM-titlen i fjervægt 15. oktober.

Sauerland-stalden, der har Dennis Ceylan som en af bokserne, lægger nemlig endnu engang vejen forbi Nordjylland med et aderes efterhånden berømte Nordic Fight Night-stævner, og det bliver altså med en titelkamp som main event.

Dennis Ceylan (17-0-1, 8 KOs) står over for Ryan Walsh (21-1-1, 10 KOs) i kampen om den ledige europæiske fjervægtstitel. Ceylan har muligheden for at tilslutte sig en klub af danske EM-helte, som blandt andre tæller Jørgen Hansen, Gert Bo Jakobsen, Jesper D. Jensen og Bredahl-brødrene.

Den 27-årige Århus-bokser får stærk modstand i skikkelse af Ryan Walsh, den nuværende britiske mester i fjervægt, der kun har tabt én kamp i sin karriere. Det kom i form af et pointnederlag mod den nuværende IBF-verdensmester Lee Selby.

- Walsh er en hård modstander, britiske boksere er altid nogle hårde fyre. Jeg har set ham en smule på YouTube, men ellers er det min træner, Frank Holm, der sørger for at forberede mig på mine modstandere. Jeg ved, at jeg skal træne hårdt for at vinde, og at det bliver en meget lige kamp. Men jeg stoler på, at jeg har, hvad der skal til for at vinde, siger Dennis Ceylan.

- Det vil være stort at kunne kalde sig europamester. Jeg vil gøre alt for at gøre mine børn og familie stolte med en vigtig titel, siger han.

Billetterne til stævnet i Arena Nord sættes til salg mandag 1. august.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.