Rimmen

Arena Nord

Jeg havde den fornøjelse lørdag at bese, hvad jeg og Frederikshavns borgere, havde været med til at investere i. Jeg må sige, at jeg ikke blev skuffet. Det er absolut et projekt, som jeg mener vil være til gavn for Frederikshavn. Jeg gjorde, som det blev anbefalet i dagspressen at køre uden om Rimmens Alle. Jeg parkerede ved Møllecentret. Jeg gik derefter på søndre fortov til Arena Nord, og her må jeg sige, at jeg blev overrasket over dette fortovs beskaffenhed. Fortovet var at gå på som et vaskebræt, og jeg takkede en hvis herre for, at jeg ikke skulle anvende rollator. Nogle steder, havde man fyldt op med asfalt, som sikkert var blevet til overs andre steder, og som man ikke lige vidste, hvor det ellers kunne anvendes. Jeg synes, at formanden for teknisk udvalg skulle invitere hele teknisk udvalg på en travetur fra Suensonsvej og til Arena Nord, og få én på opleveren. Jeg er overbevist om, at man vil være enig med mig i, at det kan man ikke være bekendt og at der her trænger til at blive gjort indsats for at fortovet kan anvendes også af gangbesværede Jeg vil ønske jer en god tur, men gør det om dagen, da det er livsfarligt at gå der om aftenen.