Argumenter som vinden blæser

BEREGNINGER:26.11. kunne jeg læse, at jeg lyver for folk, fordi jeg siger, at det er voldsomt dyrere at producere vindenergi på havet end på land. Det kom som en overraskelse, så jeg læste spændt videre i Lars Klottrups læserindlæg.Hans spændende konklusion - at jeg tager fejl, og han har ret i, at det stort set er lige dyrt at producere vindenergi, enten det er til havs eller til lands - bygger desværre på hjemmebryggede tal og fordrejede sammenstillinger. I Klottrups regnestykke gør opfundne værditab, underlige vindforhold og opfundne støttemuligheder pludselig havvindmøller til ugens tilbud. Jeg kan godt bære over med, at man ikke ønsker vindmøller på land. Det er en helt legitim holdning, men den må ikke bygge på målrettede fiksfakserier med tallene. Og Lars Klottrup fiksfakser med tallene, f.eks. når han skriver, at vindmøller på land forventes at snurre i 2000 timer, mens en havvindmølle forventes at snurre i 4000 timer. De korrekte tal er ifølge Energistyrelsen henholdsvis 2850 timer for vindmøller på land og 3800 timer for havvindmøller. Her runder Lars Klottrup simpelthen tallene ned og op, så de passer til hans budskab. Vi får også at vide, at der er en reel nedgang i vindmøllepark-naboernes ejendomsværdi på 15 millioner kroner per vindmøllepark. Jeg gad vide, hvor det tal kommer fra, men det er vel en af de ubekendte man kaster ind i en ligning, så den kan gå op. I hvert fald vurderer eksperter og ejendomsmæglere fra gang til gang naboernes værditab, og i årene fra 2009 til 2011 blev det opgjort til i alt 10 millioner kroner. 15 millioner per projekt lyder ikke overbevisende i den sammenhæng. Det er dyrere at lave vindenergi på havet end på land. Det kunne vi for eksempel se ved udbuddet af Anholt Havmøllepark, hvor vi skulle vende skråen mere end én gang før vi accepterede priserne. Vi skal have mere ud af vinden på havet, men det kan ikke stå alene, hvis vi skal nå regeringens ambitiøse mål. Og det skal vi.