Arjen Robben fuldender rædselsuge for Schalke

Bayern München vandt med 5-1 hjemme over Schalke 04 i den tyske Bundesliga. Holdet er nu ubesejret i 48 kampe.

Schalke 04 har haft en forfærdelig uge. Den tyske fodboldklub fik prygl af Real Madrid i onsdagens Champions League-kamp, hvor det blev til en 1-6-ydmygelse på eget græs.

Lørdag aften gik det ikke meget bedre for Schalke, som tabte med 1-5 på udebane til Bayern München i Bundesligaen.

Sydtyskerne er nu ubesejret i den bedste tyske fodboldrække i 48 kampe, hvilket er rekord. Og holdet fører ligaen med 65 point efter 23 kampe - hele 20 point mere end Borussia Dortmund på andenpladsen.

Pierre-Emile Højbjerg kom på banen med et kvarter tilbage af den ensidige kamp i stedet for Bastian Schweinsteiger.

Den danske midtbanespiller kunne straks se holdkammeraten Arjen Robben fuldende sit hattrick på et straffespark til stillingen 5-1. Forinden havde Robben også scoret til både 2-0 og 4-0.

Målfesten begyndte allerede efter tre minutter, da Bayern Münchens formstærke venstreback David Alaba scorede til 1-0 på et frispark, som blev rettet af.

Den kroatiske angriber Mario Mandzukic gjorde det til 3-0 på et flot hovedstød efter et oplæg fra Alaba.

Schalke fik også reduceret en enkelt gang i kampen, og det var den første scoring imod Bayern München i syv kampe. Det var hjemmeholdets Rafinha, som scorede selvmål efter 64 minutter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst