Arkitektfirma køber gammel toldbygning ved posthuset

Bundgaard og Kassow flytter sammen med Dafolo Marketing

HJØRRING:Arkitektfirmaet Bundgaard og Kassow har købt en af byens markante bygninger, den gl. toldbygning ved posthuset, af Post Danmark. Arkitektfirmaet flytter 17. december og åbner igen til nytår på den nye adresse i Vestbanegade. Arkitektfirmaet har i dag adresse på Springvandspladsen, men får nu nye og større lokaler i underetagen af den gl. bygning vest for posthuset. Overetagen lejes ud til Dafolo Marketing, der også flytter fra Springvandspladsen, oplyser arkitekt Terkel Bundgaard. Arkitektfirmaet flytter dermed ind i en bygning, som er tegnet af en af Danmarks store arkitekter, Hack Kampmann (1856-1920). Hack Kampmann har, blandt meget andet, tegnet Århus Teater, Marselisborg Slot, Politigården i København. Men også mindre bygningsværker som det gamle, fredede, posthus i Sindal, der regnes for en arkitektonisk perle. - Vi får meget mere plads i Vestbanegade. Vi kan indrette tegnestue i ét stort rum mod syd. På Springvandspladsen har vi mange små rum. Samtidig får vi bedre parkeringsforhold og er stadig tæt på byen, siger Terkel Bundgaard. Arkitektfirmaet overtog bygningen først i oktober. Håndværkerne er allerede i gang med at renovere bygningen, der blandt andet forsynes med nye vinduer og glasdøre. Den ydre istandsættelse af huset sker dog først til foråret, når vejret bliver mildere. Bundgaard og Kassow udvider medarbejderstaben med én, når firmaet flytter til Vestbanegade. Der er i alt syv medarbejdere ansat.