Arkiv fik udbytte af åbent hus

BRØNDERSLEV:Det væltede ind med besøgende, da Brønderslev Lokalhistoriske Arkiv fejrede 40-års jubilæum. Der var således meget trangt i de små lokaler. Bestyrelsen havde travlt med at fortælle og vise rundt. Og arkivet fikstort udbytte af besøget. Der meldte sig en borger, der gerne vil hjælpe i arkivet. - Det er vi da glade for, bemærker formand for arkivet, Povl-Erik Nielsen. En del gamle billeder blev pløjet igennem, og der var også enkelte, der ikke var identificeret, der blev sat navn på af gæster. Ægteparret Ruth Nordentoft Nielsen og Ove Nørkjær Nielsen var nogle af dem, der kom med gaver til arkivet. De har begge arbejdet på Pedershaab A/S i Brønderslev. Ove Nørkjær Nielsen afleverede hele tre diplomer for 25-års, 40-års og 50-års, ligesom han afleverede materiale omkring hans tildelingen af Dronningens fortjenstmedalje. - Og så havde vi en masse sange med, der er brugt ved festlige lejligheder på fabrikken, tilføjer Ruth Nordentoft Nielsen. Der blev budt på kaffe og småkager til de mange besøgende. Der var arkivfolk fra hele Nordjylland, der kiggede inden for. Brønderslev Lokalhistoriske Forening har 80 medlemmer, men Povl Erik Nielsen så gerne, at flere bakkede op om foreningen. Han fortæller, at mange frivillige arbejder i arkivet. Foruden at gamle billeder og andre rariteter arkiveres, føres der et personkartotek. Kaj Ole Christensen har gennem mange år ført dette arkiv a jour, men efter hans død forleden, er denne opgave overtaget af Kirsten og Christian Aagaard. Povl-ErikNielsen siger, at arkivet godt kunne bruge flere frivillige. -Der er mange opgaver, der venter, siger han. Der er blandt andet mange fotografier og negativer, der venter på at blive arkiveret. - Og det er et stort arbejde, forsikrer Povl-Erik Nielsen.