Arktisk netværk bliver landsdækkende
Nordjyske firmaer har for lidt ud af kun at pleje omgang med hinanden

De fremtidige erhvervsmæssige muligheder på Grønland tegner sig nu så store, at nordjyske virksomheder ikke kan matche dem alene, lyder vurderingen hos Arctic Business Network. Foto: Henrik Bo Pressefotograf Henrik Bo
NORDJYLLAND:Med udsigten til virkeligt store forretningsmuligheder i Grønland har nordjyske virksomheder for lidt ud af kun at pleje omgang med hinanden, erkender bestyrelsen i Arctic Business Network i følge NORDJYSKE Stiftstidende.
Derfor lægger den op til, at netværket kan blive landsdækkende. Hidtil har det været forbeholdt virksomheder, kommuner og institutioner i Nordjylland og på Grønland. Netværket tæller for tiden 50 nordjyske og 30 grønlandske medlemmer.
På generalforsamlingen i maj vil bestyrelsen foreslå en ændring af vedtægterne.
Arctic Business Network har sekretariat i Aalborg og har bl.a. Aalborg Havn som primus motor.
Netværkets bestyrelsesformand, ingeniør Poul Hededal, Rambøll Danmark, konstaterer, at Grønland er ombejlet fra mange sider, ikke mindst på grund af store råstofforekomster.
Med storskalaloven, der trådte i kraft 1. januar 2013, har Grønland sat rammerne for råstofudvinding og minedrift, og internationalt er landet blevet strategisk vigtig på grund af beliggenheden mellem USA, Rusland og Kina.
Det går stærkt nu
- Det er gået virkeligt stærkt de seneste fem år, og hvis vi i Nordjylland ikke er klar til at gå i samarbejde med partnere uden for landsdelen, bliver vi presset i defensiven. Så hellere få dem som medspillere, siger Poul Hededal.
Netværket blev dannet i forbindelse med fornyelsen af aftalen om Aalborg som dansk basishavn for Grønlandstrafikken, og analyserne af de erhvervsmæssige potentialer, der blev foretaget i den forbindelse, var et ”wake up call” for de nordjyske virksomheder, og meget er sket siden, siger Poul Hededal.
- Den netop overståede Future Greenland Conference i Nuuk viste, at det øvrige Danmark er ved at vågne op i forhold til Grønland, pointerer han, og tilføjer, at Erhvervs- og Vækstministeriet også interesserer sig for emnet og netværket.
Ingen tvivl om potentialet
At konkurrencen er hård, fremgår også af, at Royal Arctic Line - som omtalt i NORDJYSKE søndag - i forbindelse med den fremtidige minedrift i Grønland ikke får eneret til at fragte gods til og fra minerne. Dermed går Aalborg Havn, hvorfra udskibningen foregår, glip af den handel.
Hvor mange nordjyske arbejdspladser, der potentielt ligger i en stærkere satsning på Grønland, tør Poul Hededal slet ikke vurdere, men at de er der, er han slet ikke i tvivl om.
Den stærkere satsning afspejler sig også dannelsen af tre fokusgrupper: En råstofgruppe, en udviklingsgruppe og en formidlingsgruppe, som kan trække på netværkets kapital og sekretariatsfunktion.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.