Mejerier

Arla: Det burde ikke kunne ske

HOBRO:Det burde ikke kunne ske. Sådan lyder reaktionen fra mejerikoncernen Arla til Jytte Hansens fund af en tyggegummipakke i en nyåbnet letmælk. - Men vi tager sagen meget alvorligt, og jeg er meget ked af det på forbrugerens vegne. Det er ikke lige det, man forventer, når man køber en liter mælk, siger centerchef Jan Andersen på Arlas mejeri i Hobro. Når det ikke burde kunne ske, så skyldes det ifølge Jan Andersen, at der opbygget et meget fintmasket net af sikkerhed, der netop skal undgå, at der kommer fremmedlegemer i mælken. Håndteringen af mælken sker i et lukket system, og der er lagt ekstra sikkerhed ind i produktionen. For eksempel løber al mælk igennem en si, inden det ender i kartonen. Centerchefen fra mejeriet i Hobro har ikke selv talt med Jytte Hansen, og derfor ved han heller ikke, hvad Arlas svar har været i første omgang. Men efter normal procedure vil han ikke begynde at gisne om, hvad der er sket, før mælkekartonen og tyggegummipakken har været nærmere undersøgt. Jan Andersen lover, at hændelsen har Arlas fulde opmærksomhed, og han garanterer, at Jytte Hansen får svar på Arlas undersøgelse, så snart der ligger et svar klar. Desuden vil han gerne invitere hende på besøg på mejeriet i Hobro, så hun ved selvsyn kan se, hvordan mælken bliver tappet. Da han kun har været ansat i et halvt år hos Arla, har han ikke noget kendskab til, om der er gjort lignende fund i Arlas mælk.