Vietnam

Arla etablerer sig i Vietnam

{ KØBENHAVN: Mælkegiganten Arla Foods udvider forretningen, så den nu også omfatter Vietnam. Det nye selskab, Arla Foods Vietnam, blev godkendt af de lokale myndigheder 21. maj og registreret samme dag. Arla Foods Vietnam vil markedsføre mælkepulverprodukter fra Skandinavien under mærket Milex, og det har indgået en samarbejdsaftale om distribution med distributøren Asian Dragon. - Vi forventer en omsætning på cirka 60 millioner kroner i løbet af det første år, siger Frede Juulsen, der er ansvarlig for Arla Foods’ mælkepulverforretning. Inden lanceringen i oktober skal der dog først etableres en organisation. Selskabet skal ledes af Claus Pedersen, som i dag er marketingchef for mælkepulver i Global Ingredients, og han får kontor i Ho Chi Minh City. Omkring otte personer skal ansættes lokalt i Arla Foods Vietnam, mens partneren Asian Dragon opbygger en organisation på cirka 50 personer./ritzau/