England

Arla i England solgt for 360 mio. kr.

KØBENHAVN:Arla Foods UK, som danske Arla er hovedaktionær i, sælger sin produktions- og uddelingsvirksomhed Express til britiske Dairy Crest Group for 360 millioner kroner. Express er den del af Arlas mejeriforretning, som producerer og distribuerer mælk via de engelske mælkemænd til små butikker. Salget omfatter cirka 390 millioner liter mælk, cirka 80 mælkedepoter hovedsagelig i Midt- og Nordengland samt to mejerier i Liverpool og Nottingham og 1.850 medarbejdere, hvoraf cirka 600 er mejeriansatte og den resterende del arbejder i mælkeforsyningen på mælkedepoterne. Ifølge Arla selv skyldes salget blandt andet, at markedet for levering af mejeriprodukter er gået tilbage i de senere år, og at det er blevet sværere at tjene penge på at have en mælkemand kørende rundt og levere mejeriprodukter på dørtrinnet. Ifølge administrerende direktør Tim Smith, Arla Foods UK, er salget af mælk via mælkemænd faldet fra 25 procent af mælkesalget i 2000 til 11 procent i dag, og derfor er det nødvendigt at foretage en konsolidering i sektoren. - Vi har vurderet, at et frasalg var den bedste løsning for vores aktionærer. Synergien i at samle mælkemandsforretningen i én er afspejlet i prisen, siger Tim Smith i en kommentar til handlen. Frasalget gør det lettere for Arla at fokusere på sine store brands, som i Storbritannien er Lurpak, Anchor og Cravendale. Arla Foods har i dag 44 procent af mælkesalget til den britiske detailhandel og leverer dagligt mælk til 2.200 detailbutikker. Aftalen ventes at blive gennemført i august efter faglig forhandling med de berørte medarbejdere. Arla Foods UK er børsnoteret i Storbritannien, og den danske mejerigigant Arla ejer 51 procent af aktierne. /ritzau/