Danmark

Arla: Muhammed-tegningerne er ikke et emne mere

Mejeriselskabet Arla blev ramt hårdt af boykot under Muhammed-krisen, men tordner i dag frem i Mellemøsten.

Mejerigiganten Arla ser i dag kun Muhammed-krisen i bakspejlet og har fået forretningen tilbage på sporet, efter den massive boykot selskabets produkter blev udsat for som følge af Jyllands-Postens karikaturer.

Boykotten i Mellemøsten kostede i årene 2006-2009 Arla i omegnen af to milliarder kroner i omsætning, men i dag har forretningen rettet sig og er endda vokset til en årlig omsætning på cirka 5,5 milliarder kroner, fortæller koncernchef Finn Hansen.

- Vores forretning i regionen er i dag omkring tre gange større, end den var for 10 år siden, og vi oplever ikke, at begivenhederne dengang skygger for vores forretning i dag, siger han til Ritzau.

- Vi oplever, at vi konkurrerer på lige vilkår med andre mejeriselskaber og registrerer ikke nogen form for bagsnak blandt forbrugerne eller på de sociale medier.

- Det er simpelthen ikke noget emne mere, siger Finn Hansen.

Kort efter protesterne mod Muhammed-tegningerne toppede i februar 2006 vakte Arla opsigt ved at indrykke arabisksprogede annoncer i 25 aviser i Mellemøsten, hvori selskabet tog afstand fra tegningerne.

Den tidligere imam, Akhmed Akkari, der var med til at opildne til hadet mod Danmark, har i en bog sidste år desuden hævdet, at Arla i samme periode betalte penge til muslimske organisationer i Mellemøsten for at mildne boykotten.

Den udlægning ønsker koncernchef Finn Hansen i dag ikke at kommentere.

- Der er afsindig mange versioner af, hvad der foregik dengang, og vi har besluttet ikke at kommentere dem, selvom man godt kunne have lyst til det engang imellem, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst