Arla øgede salget med milliarder i 2017

Mejerigiganten Arla kunne tage mere for sine varer i 2017. Det hjalp gevaldigt på omsætning og resultat

Arla havde et forrygende år i 2017. Foto: Scanpix/Henning Bagger
Aarhus 21. februar 2018 09:14 - Opdateret 21. februar 2018 09:15

AARHUS: Den danske mejerigigant Arla, der sælger ost, mælk og mejeriprodukter verden over, havde et stærkt 2017. Ikke bare kunne priserne hæves, der blev også solgt mere over hele verden.

Samlet kunne Arla øge salget med en lille milliard euro til 77 milliarder kroner - i 2017.

- I 2017 leverede vi et solidt resultat takket være en god balance mellem brands, kategorier og markeder, som øger væksten i vores virksomhed, skriver Arlas administrerende direktør, Peder Tuborgh, i en pressemeddelelse.

- Men vigtigst af alt gav det os mulighed for at udbetale en betydeligt højere mælkepris til vores andelshavere og styrke vores balance, så vi kan foretage væsentlige investeringer i 2018, tilføjer han.

Den højere pris til bønderne har dog sat sig spor i Arlas resultat.

De rå omkostninger til produktion steg i året med 12 procent.

Det var stærkt medvirkende til at sende nettoresultat ned med 16 procent til 2,2 milliarder kroner.

I pressemeddelelsen fortæller Arla, at det fortsat er såkaldte brandede produkter - produkter hvis varemærker er Arlas - der er grundstammen. Her er det gået frem for både Lurpak, Castello og Puck.

- Væksten i brandede produkter er fortsat af afgørende betydning for Arla, fordi det hjælper med at udligne volatiliteten på markedet og i råvarepriserne, hvilket har en endnu større indvirkning på ikke-brandede produkter, skriver Arla i regnskabet.

Fremgangen i 2017 er samtidig bredt fordelt over hele verden.

Mens Europa stadig er klart den største del af forretningen, så trak resten af verden for med en fremgang på 13,2 procent.

- Internationalt blev den brandede vækst i USA drevet af lanceringer af flødeost, mens Arlas brandede økologiske mælk blev lanceret i Mellemøsten, skriver Arla.

For 2018 venter Arla en omsætning på niveau med 2017.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...