Arbejdspladser

Arla tæt på kunderne

Ny struktur koster 35 stillinger i Danmark

Fyringer fulgte i kølvandet på Mellemøstens reaktion på de danske satiretegninger af Muhammed, her på Arlas mælkepulverfabrik Akafa. Nu vil Arla Foods tættere på kunderne i Mellemøsten. Foto: Torben Hansen

Fyringer fulgte i kølvandet på Mellemøstens reaktion på de danske satiretegninger af Muhammed, her på Arlas mælkepulverfabrik Akafa. Nu vil Arla Foods tættere på kunderne i Mellemøsten. Foto: Torben Hansen

35 af 70 stillinger på Arlas eksportorienterede kontor i København forsvinder, når mejerikoncernen forenkler sin organisation rettet mod forbrugerne i de internationale detailkæder udenfor Skandinavien og Storbritannien. Arla oplyser, at forenklingen blandt andet betyder, at ledelsen af salget på det hårdt ramte marked i Mellemøsten flyttes til Dubai. Her har salget nogenlunde været halveret i forhold til det forventede siden starten på Muhammed 2-krisen i februar. Arla vælger at styrke sin tilstedeværelse i Mellemøsten midt under den nuværende forbrugerboykot. Et team af nye kræfter og erfarne Mellemøst-folk med direktør Finn S. Hansen i spidsen rykker tæt på markedet for at samle de fem datterselskaber og joint ventures, skabe vækst og lede regionen gennem den krisetilstand, som begyndte under karikaturkrisen i 2006. - Vi tror på en lønsom fremtid i Mellemøsten, hvor vi har stærke kvalitetsmærker, som forbrugerne er villige til at betale ekstra for. Men vi må også konstatere, at det ikke længere er det samme stabile marked som tidligere, og derfor tilpasser vi vores forretningsmodel, så vi kan klare os igennem eventuelle udsving, siger direktør Finn S. Hansen. Ændringen af Arlas strategi, hvor mere af salgsarbejdet rykker væk fra hovedkontoret og ud lokalt, er ikke direkte affødt af problemerne i Mellemøsten, understreges det. Ud på markederne Koncerndirektør Tim Ørting Jørgensen siger, at den nye struktur betyder, at Arlas medarbejdere placeres tættere på otte vigtige markeder - Tyskland, Polen, Rusland, Mellemøsten, USA og Canada, Spanien og Grækenland. - Vores ambition er at fordoble vores omsætning og vokse gennem øgede markedsandele og opkøb, og det kommer til at foregå på otte fokusmarkeder med fem produktkategorier. Nu sætter vi et hold, som kan eksekvere den strategi, siger koncerndirektør Tim Ørting Jørgensen, Consumer International, som er forretningsområdet for de internationale konsumentmarkeder. Forandringerne påvirker ikke produktionen men berører kontoret i København, når flere opgaver flyttes ud på de lokale markeder. 35 af i alt 70 stillinger i København mister jobbet. /ritzau/