Mellemøsten

Arla tilbage på hylderne

ÅRHUS:To år efter Muhammed-krisen har Arla Foods genvundet 95 procent af det salg i Mellemøsten, som mejerikoncernen havde før krisen. Det oplyser Arla-direktør Finn S. Hansen i en rundsending til andelshaverne i selskabet. - Der har været en positiv udvikling i andet halvår af 2007. Så selv om vi ikke helt har nået målet, ligger vores ambition fast. Vi tror stadig på vækst i Mellemøsten, siger han. Målet var, at Arla ved udgangen af 2007 skulle afsætte samme mængder som før krisen. Arla har nået 95 procent af målet. Dog kniber det med at komme helt tilbage på hylderne i supermarkederne i Saudi-Arabien, hvor boykotten var mest mærkbar. Her har man kun nået 83 procent af de tidligere mængder, mens der på andre markeder til gengæld sælges flere Arla-produkter end før krisen. Arla mistede en indtjening på 450 millioner kroner som følge af forbrugerboykotten i Mellemøsten. /ritzau/