Aarhus

Arla tilbagekalder fæl kakaomælk

{ ÅRHUS: Klager fra kunderne har fået Arla til at tilbagekalde 20.000 kartoner kakaomælk af mærket “Lille LISE”, der kun sælges i Netto. Kakaomælken i de små 200 ml brikkartoner med sugerør lugter og smager fælt, antageligt fordi emballagen er utæt, så den UHT-behandlede kakaomælk går i forrådnelse, oplyser Arlas kommunikationschef, Astrid Gade Nielsen. - Det er ikke livsfarligt at drikke den, men det smager simpelthen rigtig dårligt, siger kommunikationschefen. Det dårlige parti kartonner har holdbarhedsdatoer til henholdsvis 29.05.2007 og 30.05.2007. Forbrugere, som allerede har dem i køleskabet, kan få pengene tilbage ved at aflevere dem. Foreløbig har Arla stoppet salget af “Lille Lise” helt. Mejerikoncernen regner med i løbet af få dage at have fundet fejlen og vil straks få kakaomælken tilbage på Nettos hylder, oplyser Astrid Gade Nielsen./ritzau/