Mejerier

Arla udvider to mejerier for 430 millioner kr.

Salget af fetaost og mozzarella går så godt, at produktionskapaciteten øges

ÅRHUS:Salget af fetaost og mozzarella går så godt for Arla Foods, at mejeriets bestyrelse i går, tirsdag, besluttede at udvide mejerierne i henholdsvis Bov i Sønderjylland og Rødkjærsbro ved Viborg. Investeringen er på 300 millioner kroner i Bov og 130 millioner kroner i Rødkjærsbro. Koncerndirektør Mikael Sternberg Christiansen fra Arla oplyser, at Bov netop er blevet udvidet til en produktionskapacitet på 16.000 ton årligt, men det er nu besluttet at udvide yderligere til 26.000 ton feta om året i løbet af en årrække. Bov-mejeriet har i dag 200 medarbejdere og skal have tilført et foreløbig ukendt antal nye arbejdspladser. - Generelt er der en vækst årligt på cirka 15 procent på det europæiske fetamarked. Feta er dermed et af de mejeriprodukter, der vokser mest, og vores mærke Arla Apetina har gennem flere år været markedsleder mange steder i Europa, siger Mi-kael Sternberg. Apetina er feta Om et års tid træder EU’s forbud med at bruge betegnelsen feta for ost, der er produceret uden for Grækenland, i kraft. Derfor satser Arla nu på at få forbrugerne til at opfatte Apetina som synonym med feta. Produktet lanceres i disse dage i Storbritannien. I Rødkjærsbro vil Arla udvide kapaciteten fra 37.000 ton til 50.000 ton mozza-rella og strimlet ost om året. I dag udnyttes kapaciteten på mejeriet fuldt ud, hvorfor det er nødvendigt at udvide for at være konkurrencedygtig på markedet for pizzaost i Europa. /ritzau/