Armensk Dortmund-bomber sender advarsel til Olsen

Dortmund besejrede Frankfurt på to flotte scoringer af armenieren Henrikh Mkhitaryan.

1. september 2013 19:24 - Opdateret 1. september 2013 19:26

Armensk Dortmund-bomber sender advarsel til Olsen

Henrikh Mkhitaryan viste allerede i Armeniens 4-0-afklapsning af Danmark i juni, at han kan være et ubehageligt bekendtskab for et forsvar.

Og den offensive midtbanespiller understregede søndag aften, at han ikke er blevet mindre farlig af skiftet fra Shakhtar Donetsk til Borussia Dortmund, da han med to scoringer var manden bag Dortmunds 2-1-sejr over Eintracht Frankfurt.

Dermed sender han en advarsel til landstræner Morten Olsen, inden Danmark på ny står over for armenierne om ni dage.

Først bragte han Champions League-finalisterne foran med 1-0 efter 10 minutter, da han blev spillet fri efter klassisk Dortmund-kontraspil.

Efter pausen sørgede han også for en 2-1-føring til sit mandskab, da han trak ind fra højre og sendte et fladt skud i nettet med venstrebenet.

Ind imellem udlignede Frankfurts Vaclav Kadlec, men det var en stakket frist for hjemmeholdet.

Blandt andet på grund af indkøbet af Mkhitaryan har Dortmund foreløbig ikke haft problemer med at undvære Mario Götze, der er skiftet til Bayern München.

Tværtimod har træner Jürgen Klopps tropper fået en perfekt start i Bundesligaen med fire sejre i lige så mange kampe.

Dortmund er eneste hold med maksimumpoint 12. Bayern ligger på andenpladsen med 10.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...