Arnborg øjner fred for Evangelist

HERNING:Den kristne frikirkebevægelse Evangelist, ser ud til at have opgivet at slå rod i Arnborg, skønner formanden for borgerforeningen i den midtjyske hedeby, Bjarne Jensen. Det begrunder han med, at Evangelist på det seneste har sat flere huse til salg og ikke haft så stor succes som selv profeteret af en bibelcamping i den forløbne uge. Bibelcampingen forløb ifølge både borgerforeningsformanden og politiet uden alvorlige skærmydsler. Forud for starten 5. juli var gemytterne ellers godt oppe at køre på begge sider med et par gensidige politianmeldelser for vold til følge. Borgerforeningsformanden siger, at der også undervejs har været lidt skærmydsler, som begge parter var lige gode om, men at bibelcampingen ellers er forløbet i "god ro og orden". /ritzau/