Arne Boelt er parat

Hjørring 25. oktober 2008 06:00

HJØRRING: Socialdemokraternes gruppeformand i Hjørring byråd, Arne Boelt, er blevet opfordret af LO i Hjørring Kommune til at stille op til borgmesterposten for Socialdemokratiet. Arne Boelt stillede en betingelse. - Jeg sagde til LO, at jeg kun er kandidat, hvis Finn Olesen ikke genopstiller. Jeg vil ikke stille op i mod ham, siger Arne Boelt, som understreger, at LO vil respektere den kandidat, som Socialdemokraterne stiller op. Uanset hvem det bliver. - Finn har overfor mig antydet, at hans beslutning gik i den retning. Jeg tror, at det har været en svær beslutning, men jeg respekterer den, siger Arne Boelt. Arne Boelt oplyser, at han har fået en opklarende forespørgsel fra Jan Thomsen, der er formand for fællesledelsen af de fire socialdemokratiske partiforeninger i Hjørring Kommune. - Jan Thomsen har spurgt mig, om jeg er kandidat, hvis man skulle komme i den situation, at Finn Olesen ikke genopstiller. Det har jeg bekræftet over for ham, siger Arne Boelt. På nuværende tidspunkt er det umuligt at sige, hvor mange kandidater, der ønsker at blive Socialdemokraterne borgmesterkandidat. Spørgsmålet bliver afklaret i Socialdemokratiets organisation inden jul.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...