Arnesen: Olsen har lært af VM i Sydafrika

Den tidligere fodboldspiller Frank Arnesen mener, landstræner Morten Olsen har lært af fejlene fra VM i 2010.

Arnesen: Olsen har lært af VM i Sydafrika

Ved VM i Sydafrika i 2010 var flere danske spillere ude af form, og Danmark røg skuffende ud efter det indledende gruppespil.

Det er helt anderledes ved EM, hvor Danmark i lørdags åbnede med en 1-0-sejr over Holland. Frank Arnesen mener, at landstræner Morten Olsen har lært af sine fejl fra dengang.

- Morten har selv sagt, at forberedelserne til EM er gået meget bedre end ved VM i Sydafrika. Der var flere spillere i Sydafrika, som var "over the hill". Det var egentlig det samme, som skete for os i 1988, siger Frank Arnesen.

Hamburger SV-sportsdirektøren henviser til, at mange af stjernerne fra VM i Mexico i 1986 var slidte, og det endte med en række skuffende resultater ved EM i 1988.

Morten Olsen har denne gang ikke taget chancer med spillere, som ikke var helt kampklare, og derfor røg Thomas Sørensen også ud af EM-truppen med en rygskade.

- Det, tror jeg, har været en stor fordel på den måde, at han har kunnet få sin strategi og sin holdopstilling på plads. Holdet har været sammen fra 25. maj.

- Og allerede med Thomas Sørensen - bum - tog han en hurtig beslutning. Han vidste, hvad han ville, forklarer Arnesen.

TV 2-kommentatoren vurderer også, at det har været klogt at pirre flere af de danske spillere som eksempelvis Christian Eriksen, som har været et stykke fra sit topniveau.

- Morten virker meget skarp. Han er hurtig til at analysere sine spillere. Han har sagt til Eriksen og Simon Kjær: Hey, I skal lige op i gear. Og det, tror jeg, er en god idé, for du skal have en vis spænding,

- Der har hele tiden været lidt tvivl om, hvem der startede inde. Og det har han gjort på en god måde, mener Arnesen.

Danmarks kamp mod Portugal begynder klokken 18 og spilles i ukrainske Lviv.

/ritzau/