Aros terrormål?

Aros Århus Kunstmuseum har oplevet et betragteligt fald i publikumsinteressen de seneste år, og nedgangen fortsætter tilsyneladende. Hvad skyldes dette fald? Nogle mener, at museets udstillinger har været for elitære og kunstnerne for ukendte i en bredere offentlighed. Men årsagen kan meget vel være en helt anden og langt mere dramatisk.

Det kan simpelthen være en ubevidst (og indtil nu uartikuleret) frygt, der afholder publikum fra at opsøge det tidligere så populære Århus-museum. I foråret 2007 blev det nemlig afsløret, at Aros Århus Kunstmuseum er et plagiat. Ikke af det spektakulære Guggenheim Museum i New York, selvom Aros' indvendige spiraltrappe med lidt god vilje kan give mindelser om en provinsiel udgave af Guggenheim Museums mesterlige rampe, der fra gulvplan snor sig opad, bliver stadig bredere og til sidst ender i sjette sals højde. Det århusianske kunstmuseum er derimod en kopi af den kubeformede Kaaba i Saudi Arabien; et af de ældste arabiske kultussteder, som i dag er mål for den i religionen islam påbudte pilgrimsfærd og den muslimske verdens religiøse midtpunkt. Kaaba består af en omtrent terningformet bygning (ordet kaaba betyder "terning"), hvis dimensioner angives til 13 meters bredde, 10 meters dybde og 11 meters højde. Aros er som bekendt også en kube. Bygningens grundplan er 52 x 52 meter, og højden på bygningen er 43 meter (Aros er altså noget større end Kaaba). Arkitekterne bag Aros - det lokale arkitektfirma Schmidt, Hammer & Lassen – har med andre ord plagieret den karakteristiske kubeform fra Kaaba. Nu er det en kendt sag, at mindre arkitekter gerne lader sig inspirere af større ånder, og et plagiat er ikke i sig selv nok til at råbe vagt i gevær. Men i forbindelse med Schmidt, Hammer & Lassens plagiering af Kaaba er der en særlig grund til at være på vagt. Arkitektonisk plagiering af Kaaba har nemlig tidligere medført terror. Her tænker jeg på World Trade Center – de to tvillingetårne i New York - som blev angrebet og efterfølgende styrtede i grus tirsdag 11. september 2001. Angrebene 11. september var ikke alene et angreb på USA's symboler: World Trade Center som symbol på USA's økonomiske magt, Pentagon som symbol på USA's militære magt og det mislykkede angreb på Det Hvide Hus eller Kongressen som symbol på USA's politiske magt. Angrebet på World Trade Center havde også en religiøs dimension. World Trade Center blev nemlig angrebet allerede 26. februar 1993, da en gruppe islamistiske terrorister bragte en kraftig bombe skjult i en varevogn til sprængning i det nordlige tårns parkeringskælder. Formålet var at få Nordtårnet til at vælte over i Sydtårnet – der var kun 40 meter mellem de to tårne - og dermed ødelægge begge World Trade Centers tårne med én bombe. Seks mennesker blev dræbt og mere end tusind mennesker blev såret ved terroraktionen i 1993, men tårnene stod tilbage uden større skader. Det islamistiske had til det amerikanske bygningsværk forblev dermed uforløst, og selvom flere terrorister blev pågrebet kort efter bombeangrebet og siden idømt lange fængselsstraffe, var denne foranstaltning, som vi ved, kun en stakket frist. Som et muligt kuriosum kan det nævnes, at én af de dømte terrorister, der i dag sidder fængslet i USA, er Omar Abdel-Rahman ("den blinde sheik"). Han har to gange besøgt Danmark og prædiket i moskeer i Odense, København og Århus. Under et besøg i Danmark i 1991 søgte han politisk asyl, men anmodningen blev afvist. Omar Abdel-Rahmans navn dukkede op igen i en dansk sammenhæng i 1996. Det skete i byretten i Århus under den første danske retssag om et islamistisk terrorangreb. I byretten blev det slået fast, at der var et sammenfald mellem tre egyptere bosiddende i Århus og de terrorister, der var ansvarlige for angrebet på World Trade Center i 1993. Efterforskning i USA havde ledt FBI på sporet af de tre egyptere, da egypternes fingeraftryk var på materiale, der blevet fundet i forbindelse med efterforskningen. I en af de tiltaltes lejligheder i Århus beslaglagde man ved en ransagning i 1994 bånd med prædikener af Den blinde sheik. En anden af de tiltalte var i besiddelse af telefonnummeret på Ramzi Youssef, der bliver regnet for bagmanden bag angrebet på World Trade Center i 1993. Ud over Ramzi Youssefs telefonnummer havde den tiltalte en lang liste over sprængstoffer og et kort over København med Nørrebro Station plottet ind og et telefonnummer til en telefon i Peshawar i Pakistan. Nummeret var det kontaktnummer, som hellige krigere kunne bruge, hvis de ville til Afghanistan og kæmpe hos den organisation, der senere blev til al-Qaida. Samtidig var de bombemanualer, man fandt ved World Trade Center, næsten identiske med de bombemanualer man fandt i Århus hos den tredje tiltalte. Sagen fra Århus mod de tre egyptere blev afsluttet mod domfældelse for brandstiftelse. Dermed blev de tre frikendt for de langt alvorligere anklagepunkter - forsøg på bombesprængning og overtrædelse af terrorparagraffen 114. Det er værd at kigge nærmere på, hvorfor islamiske fanatikere som Omar Abdel-Rahman har næret et sådan had til netop World Trade Center. Det er nemlig ingen tilfældighed. Hadet udspringer simpelthen af, at World Trade Center var inspireret af arkitekten Minoru Yamasakis møde med islamisk arkitektur; og World Trade Center-anlægget var af arkitekten tænkt som en parafrase over pladsen omkring Kaaba (det kan interesserede forvisse sig om ved at læse den internationalt anerkendte arkitekt Ole Boumans artikel om emnet i arkitekturtidsskriftet Archis http://www.olebouman.net/?p=7). Desuden er det muligt at opfatte World Trade Centers to tårne som en række Kaaba'er stablet ovenpå hinanden. Det religiøse midtpunkt har dermed ikke længere karakter af noget unikt. Det unikke er repeteret – endda i dobbelt potens (to tårne) – og i en sådan grad, at det unikke ved noget så profant som menneskers mellemkomst rager hele vejen op i himlen. Ingeniøren Osama bin Laden og byarkitekturhistorikeren Mohammed Atta valgte deres mål med omhu, og efter terroranslaget mod World Trade Center fik man et Ground Zero. En tom plads, som symbolsk spejler den tomme Kaaba i Mekka. Med den viden in mente står det klart, at Aros kan blive et terrormål. Om kunstmuseet i hjertet af Århus rent faktisk bliver mål for terror er mere tvivlsomt. En selvmordspilot vil højst sandsynligt ramme Arne Jacobsens elskede rådhustårn eller Domkirken, inden vedkommende finder frem til Aros.