Arrangeret kamp?

BOKSNING:Lørdag aften satte jeg mig som bokseinteresseret til rette foran tv for at følge titelkampen i Super Mellemvægt mellem Kessler og Häussler vel vidende, at tyskeren var uden chance. Jeg fik nærmest et chok, da det gik op for mig i hvor høj grad dette var tilfældet. Mogens Palle havde protesteret mod kampen af samme årsag. Tyskeren ramte ikke danskeren en eneste gang i de godt to omgange, kampen varede. Til gengæld var han allerede selv godt plastret til i ansigtet. Første gang danskeren lukkede blot en lille smule op for øretæverne, var kampen forbi. Det var tydeligt, at kampen heller ikke passede tyskerens træner. Han var inde i ringen med panikken fuldt synlig i ansigtet i samme øjeblik tyskerens nederste del af rygraden ramte kanvassen. Der skulle ikke bokses mere. Jeg har set mange stævner ”arrangeret” af Sauerland Event, og har tit haft mistanke om resultatfusk til fordel for den tyske managers boksere. Det lever man med i de kredse, men en matchning som denne er dødsens farlig, og det må den tyske manager have vidst. De tog en chance med Häusslers liv og helbred som indsats, og det er dybt uansvarligt. Häussler har mødt Danmarks nr. 2 og 3 i klassen og tabt klart til dem. De rangerer endnu længere ned på ranglisterne, så det burde ikke være muligt at få lov til at arrangere en titelkamp af denne karakter mellem to så forskellige boksere. Kessler, der slår uhyggeligt hård og hurtigt, og Häussler, der stort set ikke kan slå en bule i en blød hat og aldrig har mødt en anden bokser i klasse med Kessler. Det er den tyske manager, der bærer ansvaret for det, men en masse gamle mænd i bokse organisationerne har medvirket til ikke blot at gamble med boksningens renommé, men også med en boksers helbred. Det kan føre til, at boksning forbydes, og med bare et eksempel som denne en gang imellem, må jeg desværre give et sådant forbud min støtte. Det er langt værre end doping, hvor brugerne trods alt er vidende om farligheden. I en kamp som denne har Häussler troet på sin chance. Nu er han belært om noget andet, men det kunne meget let have været for sent. Mogens Palle har fået mange tæsk i pressen mv., for lemfældig omgang med reglerne, men jeg tror ikke, at han nogensinde ville lade en af sine boksere tage en chance som den, tyskeren tog her. Jeg tror også, at Dansk Professionel Bokseforbund og Mogens Palle har lært, at scanning af boksernes hoveder skal tages mere alvorligt i fremtiden.