Arrangør ærgrer sig over Hjørring

For få forretninger ville være med i stort modeshow

EMNER 1. september 2004 06:00

HJØRRING: I morgen aften skulle der have været afholdt et stort modeshow i Hjørrings gader, men det store "Fashion Event 2004" er aflyst på grund af for få tilmeldte forretninger. - Det er for dårligt, at man ikke kan stå sammen om sådan et arrangement i Hjørring, mener arrangøren, Jørn Munch Nielsen - i øvrigt selv gammel Hjørring-dreng. Gennem mange år har han arrangeret store modeshows i Hjørring, og de sidste to år har han stået for stort opsatte shows i gågaden i Hjørring. Sidste år var der 4000 gæster i gaden for at se 100 modeller præsentere 300 sæt tøj i et stort show. - Det har været en stor succes, så det ville have været en virkelig god event at holde ved lige. Men der var altså kun 14 firmaer, der meldte sig, men for at det kan gå rundt skal der mindst tyve med. Det er ærgerligt, for det er sådan en begivenhed, der virkelig kan være med til at brande Hjørring, så det ville være godt, hvis HJørring Kommune ville spytte bare 10-20.000 kr. i arrangementet, mener Jørn Munch Nielsen. Hvis der bliver stemning for et Fashion Event show næste år, er Jørn Munch Nielsen parat til at være arrangør. Han driver firmaet Highline Fashion i Aalborg. Her har han otte-ni gange arrangeret Fashion Event.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...