EMNER

Arresthus i Hjørring må lukke i syv måneder

Fra 1. februar bliver der mere at se til i arresten i Frederikshavn

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Politiet kommer til at bruge mange timer på landevejen, når de skal transportere indsatte til blandt andet arresten her i Frederikshavn.

VENDSYSSEL:Fra 1. februar og indtil 1. september lukker Hjørring Arresthus, og det giver øget travlhed blandt andet i Frederikshavn Arrest. Det besluttede Direktoratet for Kriminalforsorgen i slutningen af sidste uge. Beslutningen kommer efter en længere periode med alt for få indsatte i de danske arresthuse. I Nordjylland ser det værst ud, og det resulterer nu i, at Hjørring må undvære sin arrest i syv måneder. Det betyder, at de i alt 13 ansatte i Hjørring Arresthus skal udstationeres i lukningsperioden. - Det er selvfølgelig underligt at lukke vores arresthus, men vi satser på, at det kun er i denne begrænsede periode, forklarer Jørgen Sørensen, der har været arrestforvarer i Hjørring Arresthus siden 2002. I øjeblikket er der kun 12 indsatte i Hjørring Arresthus, selvom der er plads til 23 i arresten. De indsatte skal nu overføres til andre arresthuse. Betydning for politiet Den midlertidige lukning af arresten er heller ikke uden konsekvenser for politiet i Hjørring. De kommer nemlig til at bruge mange timer på de nordjyske motorveje, når de skal transportere anholdte til de nærmeste arresthuse i Aalborg eller i Frederikshavn. - Vi er selvfølgelig meget kede af, at Hjørring Arresthus må lukke midlertidigt. Man kan jo frygte, at den tid, vi bruger på landevejene, vil betyde mindre tid til efterforskning, og at vi på den måde kan komme til at opklare færre forbrydelser, siger vicekriminalinspektør i Hjørring, Jens Erik Poulsen. Han understreger samtidig, at han har et stort håb om, at lukningen kun er midlertidig. - Jeg synes, at det ville være dybt kritisabelt, hvis man lukkede et arresthus i en by, hvor man har besluttet, at retten skal ligge, siger han. Mulig renovation Direktoratet for Kriminalforsorgen håber, at man i løbet af lukningsperioden kan få renoveret arresthuset. - Grunden til at det netop er Hjørring Arresthus, der skal lukke, er, at det er det arresthus i regionen, som rent vedligeholdsmæssigt er i dårligst stand, forklarer Kirsten Lærkeholm fra direktoratet for Kriminalforsorgen. Der er dog endnu ikke bevilget penge til renovationen. Indtil videre har direktoratet for Kriminalforsorgen besluttet, at arresten skal være lukket indtil 1. september, men det kan både forlænges og forkortes afhængigt af antallet af indsatte.