Arrestordre på Den Hvide Enke

29-årig kvinde som bliver sat i forbindelse med kenyansk gidseldrama er nu efterlyst af Interpol

Foto: Scanpix
Bortførelser 26. september 2013 17:27

LYON: Interpol har udstedt en international arrestordre på Samantha Lewthwaite, en kvindelig britisk statsborger, der er kendt som ”den hvide enke”.

Arrestordren sker på foranledning af kenyanske myndigheder, skriver Interpol i en pressemeddelelse.

Samantha Lewthwaite er eftersøgt for mistanke om at have været i besiddelse af sprængstoffer og en plan om at udføre en forbrydelse. Episoden går tilbage til december 2011.

Udgør en fare

Den 29-årige kvinde har de seneste dage været sat i forbindelse med gidseldramaet i denne uge i Kenya, hvor militante fra den somaliske gruppe al-Shabaab dræbte flere end 60 mennesker i indkøbscentret Westgate.

- Ved at udsende en arrestordre under Interpol, så har Kenya aktiveret en ”snubletråd” for den eftersøgte, siger politisamarbejdets generalsekretær, Ronald K. Noble.

- Kenyanske myndigheder har hermed sikret, at alle 190 medlemslande er klar over den fare, som denne kvinde udgør, ikke blot i regionen, men over hele verden, siger han i pressemeddelelsen.

Den somaliske gruppe har efter aktionen i Westgate meddelt, at ingen kvinder deltog.

Er på flugt

Vidner i Westgate har til flere internationale medier berettet, at de så en kvindelig terrorist inde i centret under det 80 timer lange angreb, som varede fra lørdag til tirsdag.

Den episode, som arrestordren er indgivet på baggrund af, fandt sted i 2011, da Samantha Lewthwaite ifølge kenyanske myndigheder stod bag planer om at udføre bombeangreb mod vestlige hoteller i Mombasa.

”Den hvide enke” har siden været på flugt fra kenyanske myndigheder.

En arrestordre under Interpol betyder, at politistyrker i alle 190 medlemslande skal anholde den eftersøgte til midlertidig anholdelse og senere udlevering til det land, som har krævet anholdelsen.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...