EMNER

Arriva skifter tog-direktør

Århus, onsdag /ritzau/ Det hårdt plagede Arriva mister endnu en ledende medarbejder, idet administrerende direktør for Arriva Tog A/S, Ernst Frendesen, onsdag fratrådte sin stilling med øjeblikkelig virkning. - Jeg synes, at togprojektet har lært mig meget, men det er ikke i servicebranchen, jeg skal tilbringe min fremtidige karriere, udtalte Ernst Frendesen ved fratrædelsen. På grund af den stærkt kritiserede drift måtte Arriva for godt en uge siden igen overlade driften af en del af de jyske jernbanestrækninger til DSB. Som ny direktør i Arriva tiltræder den 40-årige Karsten Røn Andersen, der har en fortid som bl.a. driftschef i Arriva. Senest har han været distributionschef i Bladkompagniet. - Karsten har vist os, at han kan styre en kompliceret drift professionelt og samtidig sikre et konstant fokus på kvalitetsforbedringer, siger Arriva Danmarks administrerende direktør, Johnny Hansen. /ritzau/