Arriva trækker lange spor

Tog-skandale. Et ideologisk mareridt for regeringen

EMNER 9. februar 2003 07:00

"Næst efter kønsdriften er af de menneskelige drifter jernbanedriften den, der sætter de fleste lidenskaber i bevægelse". De er over hundrede år gamle, men politikeren J.K. Lauridsens bevingede ord står til evig tid. I dag kan trafikminister Flemming Hansen og årtiers dominerende trafikduo Kaj Ikast og Svend Heiselberg gøre hans ord til sine. Sammen med naturligvis de tusindvis af bandende passagerer på de midt- og vestjyske stationer, der spejder forgæves gennem sneflokke og regnvejr efter de aflyste Arrivatog. Ideologisk var det en udlicitering af jernbanenettet, der som et lokomotiv skulle have trukket en hale af privatiseringer efter sig. Nu er det tog om ikke aflyst, så mindst lige så forsinket som på Varde Station eller i Struer Det er ellers ikke første gang, jernbanedriften sætter sindene i kog. For få måneder siden var det den københavnske metro, der trods millliarder i budgetoverskridelser måtte begynde køreplanen med halv drift. Togene Danmark-Sverige har afgange over Øresund, som vinden blæser og vi behøver kun gå tilbage til sommeren 1994, hvor den var gal med de dengang nye IC3-tog. Passagerne nærmest smeltede i metalhylstrene uden mulighed for at åbne vinduer i stillestående tog midt på banelegemet med uorden i det ellers så opreklamerede klimaanlæg. Dengang brølede befolkning og politikere i fællesskab: "Privatiser, privatiser", mens DSB brugte passagerne som forsøgsdyr i deres togeksperiment. En afsporing Nu blæser svaret i Vestenvinden. Den nærliggende konklusion må være, at ejerformen i sig selv ikke er afgørende for, om tingene ruller. Men for de borgerlige regeringspartier er den konstatering en ren afsporing af debatten om udlicitering og privatisering. Det har ellers i et årti nærmest været et mantra, hver gang der på taknemmeligt papir med en snuptagsløsning skulle skaffes milliarder til finansiering af skattelettelser og andre økonomiske megaplaner. Nu er togskandalen nærmest et ideologisk mareridt. Selv den nuværende statsminister yndede for et par år siden at citere en tidligere formand for Statens Udliciteringsråd - et af dem, regeringen har beholdt. Allan Andersen, mistænkt socialdemokrat, skulle dengang have stillet op mod 40 milliarder sparede kroner i udsigt ved en totalsaneret offentlig sektor på private hænder. Allan Andersen løb ganske vist fra citatet, men tallet bestod. I dag taler de borgerlige ikke så meget om det. Og det kommende udspil til en skattereform henter ikke mange af pengene til finansiering lige netop her. ISS-frafald i Alborg og Combus-skandalen for to år siden gjorde i forvejen ikke privatiseringen til en kioskbasker og nu kommer Arriva til. Udliciteringer og privatiseringer fungerer bedst, hvis det ikke er udsigten til en hurtig økonomisk gevinst, der driver værket Det kan undre, at Arriva ikke selv har indset, at et par ekstra millioner, der kunne sikre en succes, var bedre anbragt på de midt- og vestjyske jernbaner end på bankbogen. Nu varer det nok længe, før det britisk ejede selskab kommer i betragtning som operatør på andre strækninger, hvis de da overhovedet kommer i udbud som ellers planlagt. Men alt det kan politikerne ikke rigtig bruge til noget nu. Den verden er jo så underlig, at man kan score vælgersympati på først beslutningerne og dernæst ved at vise handlekraft, når man retter op på alle fejltagelserne. Stille succes Langt de fleste steder i den offentlige sektor har privatiseringer og udliciteringer ellers være en stille succes. Lokalt har socialdemokratiske borgmestre handlet uafhængigt af landspolitikernes tordnen mod udlicitering på diverse kongresser og vundet kampen, så sondringen mellem offentlig og privat ikke mere er tabubelagt i Lykketofts parti. Og borgerlige politikere har indset, at det er lettest at komme igennem med ting, man ikke selv tager hele æren af. Prissætning af ydelser har betydet effektiviseringer og det offentlige tilbud har oftest stået sin prøve ved at byde ind og vinde licitationerne. Sådan som mange nu måske også gerne have set det med DSB på de jyske baner. Også selv om DSB ikke rigtig kan kaldes offentligt mere i ordets egentlige betydning. Men Arriva-sagen trækker spor i den forstand, at privatisering som ideologisk slagord forstummer en lang tid fremover bag Christiansborgs ellers så tykke mure.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...