Arsen-alarm afblæst
Hadsund Syd Vandværk har lige knebet sig under grænseværdien.

Vandet fra Hadsund Syd Vandværk har i en periode haft et for højt indhold af arsen, men nu ligger indholdet lige under grænseværdien.
0,2 mikrogram arsen pr. liter vand skiller Hadsund Syd Vandværk fra at overskride grænseværdien for det giftige stof i drikkevand. Dermed kan man i de 250 tilknyttede husstande trygt drikke vandet, og forbrugerne kan samtidig glæde sig over, at vandet ikke bliver dyrere. Det var ellers den konsekvens, der tegnede sig, da en vandprøve sidst i november viste et for højt indhold af arsen. Blander sig ud af problem Vandværket har i mellemtiden klaret sig under grænseværdien ved at blande vand fra to boringer, forklarer bestyrelsesmedlem Ove Bossen. - Vi har en gammel boring, hvor vi nærmer os grænseværdien for nitrat. Derfor har vi blandet vand i fra en ny boring, og det er den, der er skyld i det forhøjede arsen-indhold. Men ved at justere på blandingen har vi altså løst problemet for begge stoffer, fortæller han. Dyre løsninger Ifølge Ove Bossen stod man ellers over for valget mellem at bekoste en ny boring - med den risiko, at også den ville vise sig at have et højt arsen-indhold - og et filter til anslået 200.000 kroner. - Men det undgår vi heldigvis, siger han. En ny analyse foretaget 17. januar viser, at arsen-indholdet i vandet nu er nede på acceptable 4,8 mikrogram. - Og hvis vandværket mener, de kan holde sig på det niveau - under grænseværdien på 5 mikrogram - så er det fint. Men vi vil nok i en periode øge hyppigheden af målingerne for at sikre, at de ikke igen kommer over grænseværdien, siger Minna Hald, der som sagsbehandler i Mariagerfjord kommunes Naturafdeling fører tilsyn med vandkvaliteten.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.