Arsenal-boss: Vi vil holde på Wenger i mange år

Arsene Wengers kontrakt udløber om et år, men Arsenal håber på, at franskmanden vil blive endnu længere.

Arsenal-boss: Vi vil holde på Wenger i mange år

Arsenal har ikke vundet nogen titler i de seneste otte år, men ledelsen i London-klubben er yderst tilfredse med manager Arsène Wenger.

Den 63-årige franskmand har snart været 18 år i klubben, men Arsenal-direktør Ivan Gazidis ser ingen grund til, at samarbejdet skal stoppe. Gazidis er parat til at forlænge Wengers kontrakt, der udløber om et år.

- Vi synes, at vi har en fantastisk manager.

- Vi håber, at han ønsker at fortsætte i det lange løb. Det tror jeg på, at han har lyst til, siger Ivan Gazidis til avisen Evening Standard.

Arsenal-direktøren oplever stadigvæk en toptændt Arsène Wenger.

- Jeg synes stadig, at han er ambitiøs. Han har fortsat et drive og kan se klubbens potentiale, når han kigger fremad, og det - tror jeg - han glæder sig til, siger Gazidis.

Arsenal vandt senest en titel i 2005, da klubben vandt den engelske FA Cup.

Klubben sluttede på fjerdepladsen i denne sæson i Premier League.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.